40-årig skal alligevel bag lås og slå
Den 40-årige fra Thorsø, som i søndags blev løsladt efter fremstilling i Retten i Randers, skal alligevel bag tremmer. Det afgjorde Landsretten i går.
Østjyllands Politi fremstillede i søndags i retten i Randers en 40-årig mand fra Thorsø, der sigtedes for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 (på hensynsløs måde volder nærliggende fare) samt forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste efter straffelovens paragraf 119.
Sigtelserne skete på baggrund af en episode lørdag aften, hvor en patrulje klokken 23.11 blev sendt til Hoedvej ved Grenå, hvor der holdt et køretøj med en tilsyneladende beruset mand.
Ved politiets ankomst forsøgte pågældende at køre fra stedet. Først torpederede den 40-årige mand et skilt og derefter bakkede han ind i patruljevognen. Så kørte han frem mod den ene politimand, som derpå afgav varselsskud. Manden stak af i bilen med patruljevognen efter sig.
Efter en længere biljagt blev køretøjet bragt til standsning; den 40-årige anholdt, og fik taget en blodprøve. Ifølge politiet kom ingen til skade ved episoden.
Den fremstillede blev i søndags løsladt i Retten i Randers, men den kendelse kærede anklagemyndigheden til Landsretten.
Her var dommeren tilsyneladende af en anden opfattelse – og i går mandag blev der afsagt kendelse om varetægtsfængsling. Så nu er den 40-årige igen anholdt og skal sidde varetægtsfængslet indtil 27. marts.
Kommentarer