Randers By

35-årig mand anholdt på banegården efter truende adfærd over for både borger og politi

Foto: Kim Matthäi Leland

Onsdag kl. 18.44 modtog Østjyllands Politi anmeldelse fra en 23-årig kvinde, som var blevet antastet af en 35-årig mand på banegården i Randers. Kvinden fortalte, at manden havde gået rundt og råbt og skreget, taget fat i hende og råbt sjofelheder ind i hovedet på hende samt løbet rundt og slået på alle dørene til taxaerne, så taxaførerne flygtede fra stedet.

En patrulje kørte hurtigt derhen og fandt en mand, der svarede til kvindens beskrivelse, sovende midt på parkeringspladsen. Betjentene fik vækket manden, der ikke blev vurderet til at kunne klare sig selv, og derfor tog de ham med på stationen. Nu vågnede den 35-årige imidlertid op og blev højtråbende og truende og modsatte sig fysisk, og han blev derfor lagt i håndjern.

På vej ind på stationen kom den 35- årige med flere trusler og fornærmelser mod den ene betjent. Dem gentog han på stationen, ligesom han slog ud efter og ramte betjenten. Den 35-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for trusler mod polititjenestemænd og for vold mod nogen i offentlig tjeneste.

 

Kommentarer