Nordre Kirkegård i Randers dannede onsdag rammen om en mindehøjtidelighed for at markere den 29. august.

Efterhånden er der ikke mange, som markerer den 29. august, og endnu færre ved, hvorfor, det er en mindedag, men er der nogen som aldrig glemmer datoen, er det Aksel Sørensen og søsteren Ebba Hjortshøj. De var begge meget aktive modstandsfolk under besættelsen fra 1940-1945.

Efter at have nedlagt blomsterbuketter ved hver enkelt grav i mindelunden, trådte den stoute og stærke kvinde på 92 år, Ebbe Hjortshøj frem, og sagde:

– Så står vi her igen med en hilsen til jer, der gav livet for Danmarks frihed og fred. Vi skylder jer alle en stor tak, og jeg tænker stadigvæk tit på, at det var en utrolig indsats, som I gjorde. Æret være jeres minde.

Derefter blev der afholdt ét minuts stilhed og det sidste vers af ”Altid frejdig når du går” blev afsunget.

Mindehøjtideligheden sluttede ved mindepladen, som er ophængt på kirkegårdens kapel. Her blev der også nedlagt en blomsterbuket.

Her mindedes især Fritz Kristian Skipper, som døde i den tyske KZ-lejr Neuengamme ved Hamborg i Tyskland. Han var chauffør for A/S-gruppen, og kørte bl.a. våben fra nedkastningsstedet i Kåtrup.

Også her tog Ebba Hjortshøj ordet:

– En tak til dig Fritz. En tak fordi du kørte med vores våben. Det kostede dig desværre livet, og det er beklageligt, men dit liv stod ikke til at redde. Tak fordi du gav det allerbedste som findes i hele verden, for freden i Danmark.

Ebba Hjortshøj fortalte herefter, at en af deres kammerater, Rainer som også sad i Neuengamme, hele tiden forsøgte at opmuntre Fritz Skipper.

– Du skal holde ud. Du skal med hjem, sagde Rainer mange gange til ham, og så sang han ”I Danmark er jeg født” for ham.

Men Fritz Skipper klarede desværre ikke strabadserne i Neuengamme, og han døde den 31. januar 1945. Kun godt fire måneder før befrielsen.

Der var helt stille, da hun fortalte, og alle lyttede intenst. Til slut kunne Ebba Hjortshøj, som måtte støtte sig til en pårørende, ikke holde en lille tåre tilbage. Dette rørende øjeblik gjorde et stort indtryk på de tilstedeværende, og det var tydeligt, at de tilstedeværende fik en stor klump halsen.

For Ebba Hjortshøj begyndte den egentlige modstandskamp den 29. august 1943.

– Da rejste Danmark sig til modstand. Vi havde længe forsøgt, men endelig skete det, bemærker hun.

Til Randers Netavis forklarer Ebba Hjortshøj, at det var frygteligt at se Vilhelm Buhl blive statsminister efter den 4. maj. Ham der i 1942 anbefalede danskerne at stikke modstandsfolk.

– Det hænger ikke sammen, men der var desværre mange, der slap konstaterer hun.

Samtidig stiller hun spørgsmålet:

– Var det dét, vi kæmpede for?

Hun besvarer selv spørgsmålet:

– Nej, det var det ikke.

Alligevel mener hun, at hun og hendes bror har været heldige, selvom deres modstandsaktiviteter var kolossale.

– Vi er heldige, Aksel og jeg. Vi kunne lige så godt have endt vores liv i en koncentrationslejr. Der er nogen, som har holdt hånden over os, erklærer Ebba Hjortshøj, og understreger, at modstandsarbejdet ikke var noget, de pralede af, men det var et stykke arbejde, som skulle gøres.

Inden den lille skare forlod stedet, påpegede den statelige modstandskvinde, at teksten på mindetavlen er meget rammende, for de mange, som ikke kom hjem:

”Deres spor forsvandt i mørke, men mindet lever i lyset.”