29-årig mand idømt 10 måneders fængsel for indbrud, hæleri og vidnetrusler
En 29-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel for flere indbrud, hæleri og vidnetrusler.
Den 29-årige mand blev anholdt den 12. december 2018, efter Østjyllands Politi tidligere på dagen havde eftersøgt ham i forbindelse med et biltyveri. Han blev anholdt på en adresse i Randers NV – en adresse, der senere skulle vise sig at få afgørende betydning for efterforskningen, idet der efterfølgende blev fundet adskillige tyvekoster i bunden af en kælderopgang omkring adressen.
Dagen efter, den 13. december 2018, blev den 29-årige fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Fredag stod han så i Retten i Randers.
Den 29-årige blev dømt for at have begået indbrud på flere adresser i Randers, ligesom han blev dømt for hæleri ved at have været i besiddelse af tyvekoster. Derudover blev han dømt for at have truet et vidne med vold i anledning af vidnets forklaring til politiet i en voldssag, hvor vidnet tidligere havde anmeldt den 29-årige for vold.
Må ikke køre bil i otte år
Han blev også dømt for brugstyveri af en bil, opbevaring af ulovlig ammunition samt overtrædelse af færdselsloven, der medførte en frakendelse af retten til at køre bil frem til år 2027.
Anklagerfuldmægtig Jacob Gents er tilfreds med dommen:
– Jeg er tilfreds med, at det på baggrund af et godt stykke efterforskningsarbejde er lykkedes Østjyllands Politi at opklare flere indbrud hos østjyske borgere, og at retten fulgte anklagemyndighedens påstand og dømte den 29-årige i sagen. Og så er jeg tilfreds med, at manden nu kan se frem til en længere fængselsstraf for den begåede kriminalitet, ” siger Jacob Gents.
Den 29-årige tog betænkningstid med hensyn til at anke dommen.
Kommentarer