29-årig kvinde havde planer om at sælge amfetamin
Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 13.00 en 29-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun sigtes for besiddelse af 200 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse og for at have solgt 23 gram amfetamin.
Kvinden blev anholdt onsdag kl. 17.30 i sin lejlighed i Randers SV, efter Østjyllands Politis specialpatrulje havde fået et tip om, at der blev solgt narko fra stedet.
Under en ransagning af lejligheden fandt politiet den større mængde amfetamin, og kvinden blev derfor anholdt og sigtet.
Mens betjentene var i lejligheden, kom en 30-årig mand på besøg. Han havde en mindre mængde amfetamin på sig og en kniv i lommen, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.
Kommentarer