28 årig fremstilles i retten i Randers
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.30 i Retten i Randers en 28-årig mand, der sigtes for to røverier begået i Randers-området henholdsvis 13. december og 17. december.
Røveriet den 13. december blev begået sammen med en 42-årig mand, der blev varetægtsfængslet den 14. december. Her gik de to mænd ind på Q8 på Mariagervej i Randers og stjal noget motorolie og elektronik. Da ekspedienten forsøgt at forhindre dem i at køre fra stedet ved at tage fat i bildøren, lukkede de døren så hårdt i, at hendes fingre kom i klemme, hvorefter de truede hende verbalt og kørte fra stedet.
Ved røveriet den 17. december i Nærkøb på Udbyhøjvej i Randers NØ kom den 28-årige maskeret ind i butikken og var bevæbnet med en hammer, som han brugte til at true ekspedienten med, mens han råbte noget i stil med ”tøm kassen”. Ekspedienten fik dog udløst en alarm og en røgkanon, hvorefter den 28-årige forlod stedet uden at få noget med sig.
Kommentarer