Randers By

22-årig sigtet for vold mod drenge på 15 og 16 år

Onsdag kl. 21.55 blev Østjyllands Politi kaldt til Tronholmen i Randers SØ, hvor der havde været slagsmål mellem flere personer. Da patruljen ankom til stedet, blev de modtaget af en gruppe på ca. 15 unge, der stod ved nogle scootere.

De unge pegede betjentene i retning af en 22-årig mand, som skulle have sparket en af deres kammerater, der i mellemtiden var kørt fra stedet, men som betjentene senere fik lejlighed til at tale med.

Den 16-årige forurettede i sagen har forklaret til politiet, at han stod sammen med sine venner, da nogen i gruppen begyndte at kaste med kanonslag. Det provokerede tilsyneladende den 22-årige mand, der gik hen til den 16-årige og spurgte, om det var ham, der havde kastet kanonslag.

Efter en kort meningsudveksling begyndte den 16-årige at løbe væk, men den 22-årige mand løb efter ham, slog ud efter ham og væltede undervejs flere scootere – heriblandt den 16-åriges.

Den 16-årige har forklaret, at han gik hen for at rejse sin scooter op, da den 22-årige sparkede ham hårdt i ryggen, så han væltede ind over sin scooter.

Den 22-årige mand blev anholdt og sigtet for vold. Mens betjentene var på stedet blev de også kontaktet af en 15-årig mand, der oplyste, at han havde fået en lussing af den nu anholdte 22-årige mand, idet han havde bedt ham om at slappe af. Den 22-årige blev derfor også sigtet for dette forhold.

Kommentarer