18 nyankomne flygtninge klar med god arbejdskraft
’Vild med Dansk’ er et anderledes integrationsprojekt, støttet af Poul Due Jensens Fond, hvor ordinær danskundervisning boostes via intens undervisning i sang, drama og art. Formålet er, at deltagerne via de kreative fag hurtigere lærer sproget og dermed også hurtigere kommer i ordinært job. Med projektstart i februar måned 2018 er de 18 deltagere i løbet af efteråret klar til at rulle ærmerne op og tage deres tørn på randrusianske arbejdspladser.
Alle er topmotiverede, og flere har stærke faglige kompetencer, eksempelvis er der blandt deltagerne to, som tidligere har ledet og drevet en chokoladefabrik, én er skrædder / møbelpolstrer med kompetencer både inden for ledelse og drift og vedligehold af værkstedsmaskiner, én er lastbilchauffør, en kan svejse – endnu andre har drømme og ønsker om at komme til at arbejde med børn, blive frisør m.m.
Hverdagen er vejen til integration Fra flere undersøgelser, blandt andet understøttet af danske eksperter som hjerneforsker Kjeld Fredens, ved man, at kunst og musik har positiv virkning på læring – ikke ved at læse og skrive om kunst og musik, men ved at være en del af det. Derfor er et af målene på ’Vild med Dansk’ eksempelvis at skabe og producere en tegnet dukketeater-video. Processen giver nogle gode grin, sænker paraderne, højner lyst, tro og motivation, siger en af underviserne på holdet og understreger, at det er et vigtigt skridt i retning af at blive en del af samfundet.
– Der er ingen tvivl om, at sproget er den vigtigste forudsætning for at kunne indgå på en arbejdsplads, derfor er vi meget positive over for projektet ’Vild med Dansk’, hvor danskundervisningen skærpes via kreative fag. ’Vild med dansk’ er et nytænkt integrationsprojekt. Derfor er det en glæde, at Poul Due Jensens Fond bakker så flot op om projektet. Stor tak for det, siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Underværket – et kulturhus i Randers – der i 1998 blev etableret som et Urban Pilot Projekt i EU (med det sigte bl.a. at forbedre beskæftigelsesmulighederne blandt etniske minoriteter) og nu på 20. år arbejder med integration, driver projektet ’Vild med Dansk’ i tæt samarbejde med Randers Bibliotek, Sprogcenter Randers og Jobcenter Randers. Alle med tung erfaring inden for integrationsarbejde. Sun Ørnsholt, jobkonsulent ved Jobcenter Randers, har været en del af projektet fra dag ét, hun siger:
– I starten var nogle af især kvinderne meget indadvendte og slog blikket ned, når vi talte sammen, nu kigger de mig i øjnene.
Alle har en historie, disse er ved at skrive en ny De nyankomne flygtninge har alle en barsk årsag til at være i Danmark, en årsag som kan være svær at håndtere, dog er ingen af dem i tvivl om, at netop et job at stå op til vil være medvirkende til at få ny balance i livet. Alle har en historie, disse er ved at skrive en ny.
Kommentarer