Randers By

15 årig kørte politimand ned

Arkivfoto

En motorcykelbetjent fra Østjyllands Politi måtte torsdag sys med flere sting i benet, efter at have standset og anholdt en meget voldsom 15-årig dreng.

Betjenten opdagede den 15-årige dreng på Hadsundvej i Randers C, og besluttede sig for at standse ham, da teenageren kørte uden nummerplader og med meget høj fart. Den 15-årige ville dog ikke standse frivilligt, selvom betjenten satte blink og udrykning på motorcyklen.

Efter en kortere eftersættelse kørte betjenten ind foran knallert, så føreren blev tvunget til at sætte farten ned. Den 15-årige valgte dog at køre direkte ind i benet på betjenten, der skyndte sig at gribe fat i den unge mand for at få ham til at stoppe. Men knallertbøllen satte nu gang i knallerten igen og begyndte at køre. Betjenten, der stadig havde fat i drengen, blev nu trukket ud over motorcyklen og røg ned på asfalten, hvor han blev slæbt flere meter, inden knallerten væltede. Herefter kunne betjenten anholde den 15-årige dreng, der dog stadig strittede imod.

Den 15-åriges forældre blev tilkaldt, og drengen blev sigtet for vold mod en politimand og for at have bragt andres liv og førlighed i fare. Derudover kan den 15-årige formentligt se frem til flere sigtelser efter færdselsloven.

Betjenten fik en større flænge i benet og måtte efterfølgende en tur på skadestuen.

Kommentarer