Randers By

12-årig udsat for seksuelt overgreb på Asylcenter Randers

Asylcenter Randers åbnede 18. december 2012 og er indrettet i en række tidligere ældreboliger på Søren Møllers Gade midt i Randers.

I sommers blev en 12-årig dreng forulempet af en asylansøger og beboer på Asylcenter Randers.

Det var i juni, at asylansøgeren kyssede og befølte den 12-årige dreng på kroppens og kønsdelene, men drengen blev holdt fast og vist pornografisk materiale.

Gerningsmanden blev i oktober idømt to års fængsel og betinget udvisning af Danmark.

Personalet på asylcentret i Randers alarmerede politiet efter episoden, hvorefter manden blev anholdt, skriver Asylcenter Himmerland i en udtalelse til TV2.

Både Randers Kommune og Udlændingestyrelsen blev også underrettet om hændelsen.

Asylcenter Vesthimmerland har i år drevet asylcentre ni steder i Midt-, Vest- og Nordjylland. Fem gange i 2016 er der indberettet seksuelle overgreb på asylcentrene, og tilfældet fra Randers, er et af de groveste.

– Husk på, at vi indberetter alt, også meget mindre alvorlige hændelser. Sagen fra Randers er den eneste af vores verserende sager, hvor vi taler om et reelt fysisk overgreb, siger Lars Vestergaard, kommunikationsansvarlig ved Asylcenter Himmerland, til Randers Amtsavis.

– Alligevel forsøger vi i vores dagligdag at foregribe, at disse sager overhovedet opstår. I vores undervisning og i vores daglige omgang med asylansøgerne gør vi meget ud af at fortælle dem, hvilke grænser de skal indordne sig under. Disse mennesker er på ingen måder grænseløse, men de kommer fra meget pressede situationer – og kan have svært ved at finde rundt i deres egne grænser, fortsætter han.

Sagen kommer i forlængelse af, at Langeland Kommune har fået kritik fra blandt andet integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V),  for at have forholdt sig passivt i sager om mulige seksuelle overgreb mod asylbørn.

 

Kommentarer