10 anholdt i stor aktion: Sigtet for groft momssvig
Særlig Efterforskning Vest slog onsdag til i en koordineret aktion og anholdt syv mænd, som sigtes for groft momssvig for adskillige millioner kroner i forbindelse med bilhandler.
Samtidigt anholdt tysk politi på anmodning fra Særlig Efterforskning Vest yderligere to mænd og en kvinde i samme sag, og flere luksusbiler er blevet beslaglagt.
Seks af de anholdte i Danmark fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 8.30.
Ifølge sigtelsen har de anholdte igennem en længere periode svindlet med eksportsalget af et større antal dyrere biler fra Tyskland til en række forhandlere i Danmark. Ved handlerne blev den skyldige salgsmoms ikke afregnet, hvorved den danske stat er blevet snydt for store beløb.
Særlig Efterforskning Vest har efterforsket sagen i et stykke tid i tæt samspil med Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og tysk politi, og tirsdag slog politiet så til i en stor koordineret anholdelsesaktion mellem politikredsene i Nordsjælland, Midt-og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland og Østjylland.
Godt samarbejde med Skattestyrelsen
– Vi vurderer, at der igennem flere år er foregået systematisk svindel med handlerne, og at der er tale om momssvig af særlig grov karakter. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er resultatet af længere tids efterforskning og et godt samarbejde med Skattestyrelsen – siger politiinspektør Carit Andersen.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved fremstillingen af de seks mænd, og Særlig Efterforskning Vest ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.
De tre personer, der lige nu er i tysk politis varetægt, forventes alle udleveret til retsforfølgelse i Danmark inden for kort tid.
Kommentarer