Uacceptabel sagsbehandlingstid i vanrøgtsager
I disse uger oprulles en sag om dyremishandling og vanrøgt af over 60 hunde på to ejendomme ved Gjerlev nord for Randers. En mand er sigtet i sagen, men ikke varetægtsfængslet.
I en lignende sag på Sjælland har retsforløbet nu snart varet to år, men stadig uden domsfældelse. Under al kritik lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
Se videoindslag nederst i artiklen
Tilbage i maj 2015 blev hele 91 vanrøgtede cocker spaniels fjernet fra en ejendom i Hyllinge. Hundene havde svært ved at bevæge sig, da afføringen var stivnet i pelsen på dem. Nu hvor der næsten er gået to år siden fundet, er der endnu ikke faldet sag i dommen og sagen er udskudt på ubestemt tid.
Dyrenes Beskyttelse er stærkt utilfredse med udskydelsen af sagen, og direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, mener, at politiet og anklagemyndighederne nedprioriterer dyreværnssager.
– Virkeligheden er desværre, at behandlingstiden for denne sag er et godt eksempel på, hvor langsomt dyreværnssager behandles af politi og anklagemyndigheder. Det er under al kritik, siger Britta Riis til TV ØST.
Særligt problematisk er det ifølge Dyrenes Beskyttelse, når det handler om det, de kalder ’hvalpefabrikker’, hvor der ikke sættes en stopper for hvalpeavlen under sagsbehandlingen.
– To år eller mere er helt enkelt en uacceptabelt langsom sagsbehandlingstid. Især når det gælder hvalpefabrikker, da bagmændene i mellemtiden bare kan avle videre og holde nye hunde under samme dårlige kår, påpeger Britta Riis.
Den seneste sag om vanrøgtede hunde fandt sted den 08. februar 2017, hvor 27 hunde blev fjernet fra en ejendom i nærheden af Randers. 18 andre levende hunde blev fundet en uge senere på en adresse i nærheden. Man fandt også mindst 16 døde hunde i plastikposer, og tre af de overlevende hunde måtte aflives. Hundene har det efter omstændighederne godt, og er i øjeblikket på Dyrenes Beskyttelsesinternat i Nordjylland.
Indsalg fra TV ØST:
Kommentarer