Asferg

Purhus IF er danmarksmestre i foreningsudvikling

Purhus Idrætsforening på scenen sammen med 2 andre foreninger, hvor de blev fejret i stor stil ved kåringen på Gerlev Idrætshøjskole lørdag. Foto: Adam Wied Hatting

Purhus Idrætsforening blev i weekenden – sammen med to andre foreninger – kåret som vinder af DM i Foreningsudvikling blandt 24 foreninger fra hele landet. PIF vinder, fordi de har succes med allround udvikling af deres forening.

Ledere og medlemmer i Purhus IF kan nu kalde sig danmarksmestre i foreningsudvikling. Titlen kom i hus ved DM-finalen på Gerlev Idrætshøjskole lørdag eftermiddag. Siden september sidste år har Purhus IF dystet med idrætsforeninger fra hele landet om at vinde DM i foreningsudvikling.

”Purhus IF vinder, fordi foreningen har udviklingsDNA. I tager afsæt i lokalområdets behov for idræt og motion. I har mod, prøver nyt og lukker ned for det, der ikke virker, og I skal nok nå jeres 2020-plan”. Omtrent sådan lød ordene, PIF fik med på vejen ved kåringen af Hanne Lene Haugaard, formand for DM i Foreningsudvikling og medlem af DGI’s hovedbestyrelse.

Afprøver nye aktiviteter

DM-juryen har især noteret sig, at Purhus IF afprøver nye aktiviteter for at teste efterspørgslen, før de etablerer nye hold. Foreningen har lavet borgerundersøgelser, nye tilmeldingsformer og udbyder nu også personlig træning.

– De er nået langt med at engagere flere frivillige, fordi de ikke er bange for at bryde store opgaver ned i mere håndgribelige bidder, fortæller Hanne Lene Haugaard.

Resultat af målrettet arbejde

Purhus-IF-DM-foreningsudvikling2Hos Purhus Idrætsforening er begejstringen for den nye titel stor; men også stoltheden over, at få anerkendelse for det store arbejde, der hver dag lægges i at skabe en god forening.

– Vi er superstolte over at få sådan et skulderklap, men vi synes også, vi har fortjent det, fortæller Brian Lund Hansen, som er næstformand i PIF. Sammen med udviklingskoordinator ved Træningshuset, Nikoline Elling, har han siddet i styregruppen for DGI-projektet. Men det er de mange mennesker, der har taget udfordringerne op og deltaget i aktiviterne, der har været med til at skabe resultaterne, understreger Brian Lund Hansen.

– Vi har haft et fantastisk samarbejde med andre foreninger og med skolen – både her i Asferg og i Fårup, så meget af æren skal tilskrives de mange mennesker, fastslår han.

Erfa-gruppe for foreninger

I forløbet med DGI-projektet har foreningen haft et tæt samarbejde med de fire andre foreningen, der deltog fra DGI Østjylland– superviseret af DGI.

– Det har været en spændende og lærerig proces, hvor vi har kunnet hjælpe hinanden med forskellige udfordringer og udvekslet erfaringer med problemstillinger, man som forening kan stå overfor, fortæller Brian Lund Hansen.

God proces

Purhus Idrætsforening har i forløbet suget masser af viden til sig og formået at realisere visioner til målbare resultater. Det fik de bevis for i weekenden, hvor de sammen med to andre foreninger – Faaborg  Badmintonklub og Tim Gymnastikforening – blev kåret som Danmarksmestre i Foreningsudvikling.

Med Prisen fulgte en check på 20.000 kroner, som dog ikke er øremærket endnu.

– Men de skal gå til et eller bestemt. Jeg har sagt, at de ikke bare skal oveni den store kasse. Det er en speciel pris, og pengene skal bruges til noget, der kommer alle foreningens medlemmer til gode. Men hvad det er, har vi ikke besluttet endnu, slutter en glad næstformand.Purhus-IF-DM-foreningsudvikling1

FAKTA om Purhus IF

• Har 600 medlemmer
• Tilbyder gymnastik, fitness, badminton, fodbold, bordtennis, floorball, dart, og petanque
• Har i forbindelse med DM i Foreningsudvikling taget initiativ til skolesamarbejde, borgerundersøgelse, nye voksenhold, tak-for hjælpen aften til frivillige med mere.
• Er medlem af DGI Østjylland
• Hjemmeside: purhusif.dk

FAKTA om DM i foreningsudvikling

• Er en dyst mellem innovative idrætsforeninger.
• Løber over et år fra september til september
• DGI’s 14 landsdelsforeninger udpeger hver 3-5 foreninger som deltagere fra egen landsdelsforening
• Foreningerne bliver vurderet på deres resultater målt i forhold til deres ambitioner og på deres evne til at involvere mange i forløbet
• En jury vurderer foreningernes udviklingsresultater. Juryen består i år af Søren Møller, formand for DGI, Esben Danielsendirektør i Lokale- & Anlægsfonden, Søren Østergaard, leder af Center
for Ungdomsstudier, Charlotte Bach Thomassen, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Tine Karlshøj, formand for AGF Gymnastik – vinder af DM i Foreningsudvikling 2015.

 

Kommentarer