Minister: Vanrøgtsagen fra Randers helt uacceptabel
På baggrund af en række artikler i Randers Netavis om den grove vanrøgtssag fra Gjerlev, har medlem af Folketinget Trine Torp (SF) stillet tre spørgsmål til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Ministeren har nu også læst artiklerne i Randers Netavis, og vil nu gribe ind. Esben Lunde Larsen (V) støtter en smileyordning for de registrerede hundekenneler, som det er foreslået af Dansk Folkeparti.
Han kalder sagen fra Gjerlev for helt uacceptabel. Her blev der reddet 46 vanrøgtede hunde ad to omgange, samt fjernet et antal døde hunde. Samtidig tilkendegiver han, at han støtter den smileyordning, som medlem af Folketinget, dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF) foreslog sidst i februar.
Esben Lunde Larsen har svaret på spørgsmål i Folketinget fra Trine Torp (SF), der blandt andet spurgte, om han på baggrund vanrøgtssagen mener, at der er behov for handling fra regeringens side. Hun ville også gerne vide, om ministeren synes at strafferammen er rimelig for vanrøgt.
I svaret til Trine Torp siger ministeren:
– Jeg er optaget af, at komme dette problem til livs og en forudsætning for det er, at forbrugerne træffer et oplyst valg, når de køber hund. Det vil jeg gerne medvirke til at tilvejebringe. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsen se på, hvordan en smileylignende ordning for de danske professionelle hundekenneler kan etableres. Med en sådan ordning vil vi forsøge at gøre det nemmere for forbrugerne at se, om en kennel jævnligt får kontrol og vejledning af myndighederne, så forbrugerne dermed får større tryghed ved hvalpekøbet
Kontrol med hundehandlere.
Udover de registrerede hundehandlere, vil ministeren se på forholdene hos de uregistrerede hundehandlerne, og derfor har han bedt Fødevarestyrelsen om at iværksætte en målrettet kontrolindsats, så der kan komme endnu skarpere lys på branchen.
– Ethvert overgreb á la det vi ser i Randers, er helt uacceptabelt, og derfor handler regeringen for at få sat en stopper for det, oplyser ministeren til Trine Torp.
MF Trine Torp ville også gerne vide, om ministeren mener, at maksimumstraffen på 2 års fængsel er passende.
Hertil oplyser fødevareministeren, at strafferammen i dyreværnsloven senest blev skærpet ved en lovændring i 2016, og det vil han gerne afvente og se virkningen af.
Stramningen betyder at overtrædelser af dyreværnsloven, som udgør grovere uforsvarlig behandling, nu kan straffes med bøde eller fængsel i indtil to år, hvor strafferammen tidligere var bøde eller fængsel i indtil et år.
Miljø –og fødevareministeren erkender, at det i dag er blevet lettere at afsætte hundehvalpe, f.eks. via Facebook, hvor myndighederne har svært ved at opdage det.
– Dette er én af grundene til at Fødevarestyrelsen i samarbejde med Dansk Kennel Klub og Den Dansk Dyrlægeforening i 2012 iværksatte kampagnen ”Tjek hvalpen” for at give købere af hunde-hvalpe nogle retningslinjer for, hvad man skal være opmærksom på, når man køber en hunde-hvalp, understreger ministeren.
– Herudover iværksatte Fødevarestyrelsen i 2014, i partnerskab med Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub og Den Danske Dyrlægeforening, kampagnen ”Klar til hund”, som ligeledes gav potentielle købere gode råd om køb af hundehvalpe. Hjemmesiderne for begge kampagner er stadig tilgængelige via Fødevarestyrelsens hjemmeside, bemærker miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Se spørgsmålene fra MF Trine Torp, hvor der henvises til artiklerne i Randers Netavis samt svarene fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen her:
Kommentarer