Debat og politik

Krav om åbenhed i politiets døgnrapporter breder sig

Flere og flere borgere i Randers opfordrer nu til, at Østjyllands Politi ændrer praksis i indholdet af døgnrapporterne, så pressen har mulighed for at fortælle læserne om det faktuelle omfang af indbrud og anden kriminalitet i deres lokale områder.

“Jeg føler mig desværre lidt hensat til tiden under 2. verdenskrig, hvor nogle få bestemte, hvad folk måtte få at vide. Det troede jeg, at vi var kommet over. Giv dog oplysningerne om indbrud og andre væsentlige lovovertrædelser videre til borgerne.”

Så skarpt formulerer Gervid F. Hansen fra Spentrup sig i et læserbrev til Randers Netavis. Han er utilfreds med, at Østjyllands Politi ikke længere oplyser om alle indbrud i deres døgnrapporter.

Han opfordrer Østjyllands Politi til straks at ændre den praksis, så pressen har mulighed for at fortælle læserne, hvad der sker i deres lokale områder.

Gervid F. Hansen, Spentrup, som satte gang i debatten om døgnrapporterne med et læserbrev til Randers Netavis.
Gervid F. Hansen, Spentrup, som satte gang i debatten om døgnrapporterne med et læserbrev til Randers Netavis.

Randers Netavis har forhørt sig hos andre borgere for at høre deres holdning til Politiets praksis.

Morten Ballegaard Sørensen fra Tvede mener, at “politiet skal gøre sit arbejde, og ikke slække på indsatsen mod indbrud”.

– Vi skal være trygge i eget hjem, siger Morten Ballegaard Sørensen, som glæder sig over, at presset mod Østjyllands Politi ser ud til at virke.

Også uddeler i Dagli’Brugsen og formand for Erhversklubben i Harridslev, Søren Habekost, mener, at det skal være muligt at læse om alle indbrud i politiets døgnrapporter.

– Vi er jo ofte plaget af indbrud og butikstyverier, og derfor kan oplysningerne i døgnrapporten måske være med til at fortælle andre forretninger og private borgere om tingene, siger han til Randers Netavis.

– Under alle omstændigheder bør oplysningerne ligge et sted på nettet, hvor pressen kan blive orienteret, og så kan pressen jo selv beslutte, om det er noget, som de vil skrive om, siger Søren Habekost. Han er af den opfattelse, at pressens oplysninger kan medvirke til, at andre måske kan tage forholdsregler mod tyveri og indbrud.

Randers Netavis har forelagt problematikken for medlem af Folketinget, Michael Aastrup Jensen (V), som er medlem af Folketingets retsudvalg.

Han forstår ikke politiets beslutning om ikke altid at oplyse om indbrud, og ikke mindst har den holdning, at jo mere åbenhed, jo bedre er det. Han mener, at der skal være en så høj en grad af åbenhed som overhovedet muligt. Ikke mindst i forhold til pressen.

– Jeg tror det betyder noget for folk, når de ved, at der sker indbrud i deres nærområde, eller der ikke gør, siger Michael Aastrup Jensen til Randers Netavis.

– Hvis man ved, at der er indbrud i nabokvarteret, kan oplysningerne fra politiet være med til, at alle i kvarteret holder et ekstra øje åbent, understreger folketingsmanden.

I øvrigt overrasker det Michael Aastrup Jensen, at der ikke allerede er fælles retningslinjer for, hvad politiets døgnrapporter skal indeholde. Derfor hilser han det velkomment, at MF Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om emnet.

Han afventer nu svaret fra justitsministeren, og håber at ministeren kan se det fornuftige i, at der er fælles minimumsregler for hvordan døgnrapporterne skal se ud.

– Er svaret ikke tilfredsstillende, vil jeg naturligvis tage det op. Både med Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, men også som medlem af Folketingets retsudvalg, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Østjyllands Politi har valgt at lægge en officiel forklaring på de manglende oplysninger i døgnrapporterne ud på nettet. Heri hedder det:

»Der har den seneste uge været en del debat om den døgnrapport, vi hver dag sender ud til borgere og medier. Den offentligt tilgængelige døgnrapport er – og har altid været – et uddrag af døgnets hændelser i politikredsen. Det er ikke nogen udtømmende liste, da bl.a. hensyn til opgavernes karakter, efterforskning, regler om tavshedspligt og herunder hensyn til enkeltpersoner nødvendiggør, at ikke alt offentliggøres. Borgere, der henvender sig til politiet, skal kunne have tillid til, at vi behandler deres informationer fortroligt og efter reglerne. Omvendt skal borgerne i politikredsen også have mulighed for at følge med i, hvad der sker i politikredsen, og derfor udgives bl.a. en døgnrapport alle ugens dage – dog i reduceret form i weekenden.«

»Døgnrapporten, med uddrag af døgnets begivenheder, er en af flere muligheder for at følge med i politiets arbejde. Østjyllands Politi informerer også på Twitter, via pressemeddelelser og står til rådighed for pressen døgnet rundt via kommunikationsafdelingen og politikredsens vagtchefer. Det er således altid muligt at kontakte os telefonisk eller skriftligt for at anmode om oplysninger, som vi herefter kan formidle indenfor de givne regler.«

»Derudover er der mulighed for at følge kriminalitetsudviklingen på www.politi.dk, hvor der offentliggøres statistik for de enkelte politikredse, også på kommuneniveau bl.a. om indbrud.

»For ca. et år siden ændrede vi i opbygningen af døgnrapporten, fordi vi havde et ønske om at skrive mere uddybende om enkelte hændelser og på den måde give døgnrapporten mere substans, end det har været tilfældet tidligere. Det har aldrig været intentionen at holde kriminalitetens omfang eller art skjult for borgerne. Derfor omtales f.eks. indbrud også jævnligt i vores døgnrapporter, og det vil de også blive fremover.«

Kommentarer