Debatindlæg af Lars Wøldike Hellmund, Medlem af Dansk Folkeparti Randers

Socialdemokratiet minder i stigende grad om Windows XP.

Engang var det som system hæderkronet, stabilt og udbredt. Det var systemet, alle kendte, og som de fleste stolede på i hverdagen. Men ethvert styresystem har en udløbsdato. Ikke fordi det aldrig virkede, men fordi omstændighederne ændrer sig. Og på et tidspunkt hjælper det ikke at lappe, logge ind og ud og tilføje – der er brug for enten en reel opgradering eller en genstart.

Når man ser debatten i dag, virker det som om dele af Socialdemokratiet er gået i fælles chok over pludselig ikke længere at forvalte magten og almindelige menneskers hverdag. Som om magt er en naturlov og ikke noget, der er givet til låns af kommunens vælgere.

Reaktionen burde kalde på selvransagelse: Hvad gik galt? Hvem mistede vi forbindelsen til? Hvor blev hverdagsforståelsen af?

I stedet fylder klynkeriet. Ikke mindst på sociale medier, hvor Liste A´s Christian Engelbrecht Pedersen giver indtryk af at være mere forurettet end respekterende over for valgresultatet og konstitueringen. Det synes, som om frustrationen handler mindre om politiske visioner og mere om manglende indflydelse, manglende positioner – og ja, manglende honorarer i det politiske økosystem.

Når Christian Engelbrecht Pedersen samtidig påstår, at halvdelen af Randers’ vælgere ikke bliver hørt, fremstår det som et retorisk røgslør. En bekvem måde at undgå at tale om det egentlige problem: en udtalt metaltræthed efter otte års socialdemokratisk ledelse. Det er nemmere at tale om “de uhørte vælgere” end at erkende, at tiden ganske enkelt har indhentet én, og at der var et flertal der ville noget andet.

Det gør ondt på Socialdemokrater helt generelt ikke længere at sidde med taktstokken. Men netop den situation har partiet selv budt rigtigt mange andre partier – både i Randers og i resten af landet – igennem årtier. Magtens vilkår gælder åbenbart kun, når man selv sidder for bordenden.

Socialdemokratiske vælgere – eller vælgere, der stemmer Venstre – er ikke sat uden for at blive hørt – langt fra – det afhænger alene af Socialdemokratiet (og Venstre) om de vil samarbejde, lege med så at sige, og forvalte deres mandater konstruktivt. Eller om tiden på bænken udelukkende skal bruges på surmuleri.

Når vi skal hører på beklagelser om at S og V er sat på bænken, så klinger det hult. For måske er bænken netop det sted, hvor refleksionen bør begynde. Socialdemokratiet har før vist, at det kan genopfinde sig selv. Men det kræver, at man erkender, når styresystemet er blevet forældet – og at man stopper med at skyde skylden på brugerne, når de installerer noget andet.

Kære Christian Engelbrecht Pedersen og Socialdemokratiet: som med Windows XP, så skulle i måske trykke genstart eller overveje en opgradering til fremtiden!