Debat og politik

Vores politik virker, flere er kommet i arbejde

Michael Aastrup Jensen, MF (V). Arkivfoto

Debatindlæg af Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Det går godt i Danmark. Ledigheden tog endnu et dyk i juni, og antallet af private arbejdspladser er steget med knap 140.000 siden valget i 2015. Det er med til at gøre os alle sammen rigere, når der sker mere i den private sektor.

Det er glædeligt, at flere i dag er en del af det arbejdende fællesskab, og at færre er afhængige af offentlige ydelser. Det er godt for både den enkelte og vores fælles husholdningskasse. Det er en udvikling som ikke er kommet af sig selv. Siden Venstre overtog regeringsansvaret, har vi arbejdet systematisk på, at det skal kunne betale sig at arbejde og at det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark.

Vi har sat skatten ned på arbejde og genindført kontanthjælpsloftet og 220-timers reglen. Det betyder, at der i dag er en større gevinst ved at gå på arbejde – også for dem med de mindste indkomster. Samtidig har vi gjort det nemmere at drive virksomhed både i by og på land. Vi har lempet planloven og givet mere frie rammer til landbruget. Det er også med til at skabe nye arbejdspladser. For Venstre er det helt afgørende, at vi får skabt flere private arbejdspladser, således at vi også i fremtiden kan opretholde et velfærdssamfund. Det kan kun ske, hvis flere er med til at bidrage til fællesskabet.

Jeg er glad for, at vi som parti og regering leverer på det vi lovede før valget, nemlig at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er ikke et gyldent valgløfte, det er faktisk bare sund fornuft. Vi er kommet et godt stykke vej med at indfri den ambition, men målet er fortsat at den enkelte dansker skal have endnu mere tilbage til sig selv og sin familie, når skatten er betalt.

Kommentarer