Vores Bredgade projektet skaber debat
Der er både ris og ros til det sidste midlertidige tiltag i Vores Bredgade-projektet. Kritikken går især på, at der er inddraget 11 parkeringspladser til fordel for bede.
Det første midlertidige forsøg under Vores Bredgade fandt sted for to år siden, da Torvet blev omdannet til et grønt byrum, og siden har man bl.a. afprøvet “juleskov” med grantræer og fartdæmpning med blomsterkummer. Projektet, der har et budget på 4,5 mio. – statslige – kroner, skal gennem aktiviteter og nye tiltag skabe liv og udvikling i byens hovedgade. Det afsluttes i 2018, hvor der skal etableres noget permanent i gaden.
Generelt er Langå Handels medlemmer ikke tilfredse med mindre plads til parkering, da de mener, det går ud over handlen. I et fælles indlæg på Facebook giver de udryk for, at butikkerne ikke er blevet orienteret tilstrækkeligt, og at projektet har været for presset af tid.
– Men vores udgangspunkt har ikke ændret sig: Vi bakker op om projektet og gør, hvad vi kan for at støtte op om en god forandring i Bredgade, hedder det.
Langå Handel påpeger, at man har mødt stor skepsis hos kunderne, og at den vil blive en del af projektets evaluering.
– Vi tror dog stadig på, at fremtiden byder på noget godt, når vi får bedre tid til planlægningen. Forhåbentlig bliver de fleste parkeringspladser genskabt, men vi vil også gerne se en flot beplantning og andet, der kan give et varieret liv i Bredgade.
Arkitekt Line Heydorn, som er Randers Kommunes tovholder på projektet, lytter til kritikken men understreger, at der er tale om noget midlertidigt, som tages ned om tre måneder.
Når det sidste forsøgsprojekt er pillet ned, skal Randers Kommune i samarbejde med borgerne finde frem til, hvordan de permanente tiltag i Bredgade skal udformes. De midlertidige forsøg overføres således ikke direkte, men måske kan nogle af de afprøvede tanker eller elementer bruges.
Kommentarer