Samfund

Vokalmusik i topklasse kommer til Enghøj Kirke

Søndag d. 30. september kl. 15.30 slår Enghøj Kirke dørene op og byder inden for til koncert med koret EVE, som i foråret blandt andet blev kendt for deltagelse i liveshows i tv-programmet “Danmark har Talent”.

EVE består af ca. 35 piger i alderen 15-23 år, og er tilknyttet Egå Gymnasium. Koret, der i år har 10-års jubilæum, har de seneste par år markeret sig i det århusianske kormiljø og med flotte priser i European Choir Games i Riga 2017 og siden en tur i Danmark har talent, der endte med en plads i finalen, har EVE også markeret sig nationalt og internationalt. Koret havde en særdeles travl sæson i 2017-2018 og oplever nu så stor efterspørgsel at koret er fuldt booket frem til efteråret 2019.

Til koncerten i Enghøj Kirke kan man opleve flere af de sange EVE sang i programmet, samt satser fra EVEs kernerepertoire og endelig synger koret helt nye satser, heriblandt uropføres 2 arrangementer af danske folkesange, som EVE har fået arrangeret af komponist og arrangør Niels Nørgaard, som også er kendt fra Basix.

Til en koncert med EVE kommer man musikalsk og udtryksmæssigt vidt omkring, og det gælder også koncerten i Enghøj Kirke, hvor EVE bl.a. synger kendt musik af Agnes Obel og Michael Bojesen, satser af folkemusikalsk oprindelse fra hhv. Letland, Sverige og Danmark, kompositioner med vidt forskelligt tonesprog fra det kolde Finland til det store USA og meget mere.

Udover at arbejde musikalsk med de forskellige satser, arbejder EVE også i flere satser med koreografi som understøtter det musikalske, og disse koreografier, som man også kan se eksempler på i koncerten, udarbejdes i fællesskab i en helt særlig arbejdsform i koret.

Dirigent Birgitte Næslund Madsen fortæller:

– Jeg glæder mig helt utroligt meget til koncerten i Enghøj Kirke, som jeg har et særligt forhold til. Som korsanger i Concert Clemens har jeg flere gange sunget koncert i kirken, og har altid været begejstret for den skønne lyd og den meget smukke bygning. Derfor har jeg i flere år ønsket at komme tilbage til kirken med mit pigekor og håber at de har samme gode oplevelse af at synge i rummet

Snyd ikke dig selv for at høre og opleve EVE samt deres smittende glæde ved musikken.

Entre: 50 kr.
Koncerten er gratis for børn under 15 år.
Dørene åbner kl. 15.30, koncerten starter kl. 16.00.

Kommentarer