Vitus er ny formand for LEV Randers
LEV Randers skiftede ud i bestyrelsen ved foreningens generalforsamling i går tirsdag 28. februar. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt onsdag.
Randers-afdelingen af landsforeningen LEV tog på sin generalforsamling i tirsdags afsked med sin mangeårig formand Preben Schmidt og bestyrelsens kasserer gennem ligeså mange år, Svend Aage Poulsen, der begge har trukket et meget stort læs i arbejdet for kommunens udviklingshæmmede og deres familier.
Bestyrelsen består herefter af Vitus Jordan, Randers (formand), Arne Rousing, Gjerlev, Mai Kjer, Randers (Bifrost), Ole Bach Andersen, Helsted (fmd.f. Pårørenderåd Syd), Bent Lunø, Randers (formand f. Pårørenderåd Nord), Jørgen Kjær Munk, Havndal, og Hans Lykkegaard Larsen, Assentoft.
Det går den forkerte vej
LEVs nye landsformand, Anni Sørensen, Aarhus, deltog i mødet, hvor hun præsenterede landsforeningens historie og fremadrettede mål.
“Forholdene for udviklingshæmmede blev gennem 1900-tallet forbedret ganske betydeligt –via et opgør med handikaptankegangen og med de store institutioner. Men desværre har det nye århundrede til gengæld budt på en lang række forringelser, ofte sat i tale under dække af ‘respekten for det enkelte individs selvbestemmelse’.
Tendensen går desværre også i retning af stadigt større boenheder og aktiviteter udenfor bymidterne, i strid med tankegangen om ligeværdig integration. LEVs opgave er derfor også blevet at ruske op i de bevilgende myndigheder, i kommunernes samarbejde med de pårørende og at sikre at der følges op på intentionerne i FNs handikapkonvention, som Danmark tilsluttede sig for blot otte år siden.”
Fra mødet lød der en opfordring til pårørende med udviklingshæmmede familiemedlemmer i alle aldre om at slutte op om dette arbejde, som på det lokale plan varetages af LEV Randers.
Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde 8. marts.
Du kan også indsende en foreningsnyhed under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer