Virtuelle rejser og fælles grin – ny teknologi løfter hverdagen for demensramte

Ny digital teknologi bringer smil, minder og bevægelse ind i dagligdagen hos ældre med demens. Takket være en donation fra Lions Club Randers Gudenå har demenstilbuddene på Borupvænget og i Landsbyen Møllevang fået interaktive skærme, som bruges flittigt og med stor glæde.
De interaktive skærme kan fremme både kognitive og sociale funktioner samt øge livskvaliteten for de ældre med demens. Når værktøjerne bruges med omtanke, kan de blive en værdifuld del af omsorgen og en ny dimension til vores værktøjskasse i behandlingen af mennesker med demens, fortæller Iben Borresen, fysioterapeut på Borupvænget.
– Vi bruger skærmene hver eneste dag. Når vi cykler, kan borgerne fx vælge en virtuel rute gennem Alperne, langs en strand i Miami eller ved en islandsk fjord. Det giver både motivation og oplevelse og styrker livsglæden.
En af borgerne i demenstilbuddet, Karen Pedersen, er enig:
– Man skal lige vænne sig til det, men det inspirerer os. Jeg cykler længere, når jeg ser noget undervejs, fortæller hun.
Fællesskab og kognitiv træning på nye måder
Skærmene bliver også brugt til kognitiv træning med filmklip, quizzer og samtaler, der vækker minder og skaber dialog.
– Vi bruger reminiscensfilm med billeder og musik fra ‘gamle dage’. Det påvirker humør og kognitive funktioner positivt at kunne genopleve vigtige tidspunkter og oplevelser, fortæller Iben Borresen og uddyber:
– Det visuelle er med til at holde fast på en følelse af identitet, hvilket er vigtigt, når man arbejder med mennesker, der oplever hukommelsestab.
Quizzer, krydsord og fælles opgaver engagerer både hukommelse og humør. Det synes Kirsten Møller, der deltager i tilbuddet.
– Der går sport i det! Jeg er nok krydsordsmesteren, men det bedste er, at vi løser opgaverne sammen på den store skærm, det giver fællesskab og nye ideer, siger hun med et smil.
De visuelle elementer bruges også til fælles samtaler og brainstorms om fx natur, rejser eller musik. Det åbner op for personlige historier, fællesskab og følelser af at blive set og hørt.
Digitale værktøjer tilpasset den enkelte
En stor fordel ved skærmene er deres fleksibilitet. Aktiviteterne kan tilpasses den enkeltes niveau, interesser og tempo, forklarer Iben Borresen:
– Teknologien giver os mulighed for at møde borgerne dér, hvor de er – og skabe meningsfulde aktiviteter, der passer til deres behov, siger hun.
Et værdigt punktum for den glade giver
Skærmene er doneret af Lions Club Randers Gudenå, som ved sin nedlæggelse i 2024 havde 800.000 kroner til velgørende formål. 50.000 kroner blev givet til demenstilbuddet.
– Vi valgte dette projekt, fordi antallet af mennesker med demens stiger, og fordi ideen havde tydeligt potentiale, fortæller tidligere præsident Torben Boldsen.
– Men vi blev faktisk endnu mere overbeviste, da vi så, hvor meget skærmene bruges, og hvilken forskel de gør i hverdagen, fastslår han.
- Skærmene bliver også brugt til kognitiv træning med filmklip, quizzer og samtaler, der vækker minder og skaber dialog. Foto: Randers Kommune
Kommentarer