Debat og politik

Vigtigste valgtema – Randers byråds håbløse kultur.

Af Mogens Nyholm, Radikale
2. viceborgmester, Randers Kommune

Egen erfaring. Utallige er de gange hvor borgere fra Randers kommune har spurgt ind til stemningen og samarbejdsklimaet i Randers Byråd. Masser af borgere tænker at uro og Randers byråds manglende samarbejdsklima skæmmer. Det er ikke godt for kommunens omdømme, tænker mange af disse borgere. Ja vores borgere (og virksomheder)  vil have mere ro på bagsmækken, så at sige…

På DR-nyhederne er der aktuelt et dugfrisk indslag om selv samme triste byrådsklima.

Jeg forstår borgernes frustrationer, og ser byrådets stemning og triste klima som det klart vigtigste emne ved kommunevalget 2025 – langt vigtigere end de enkelte partier og listers mærkesager.

Et byrådsmedlem har meldt hele Randers Byråd til politiet, og et andet vil have borgmesteren stillet for domstolene… suk hjerte brist ikke.

Der er tre umiddelbare løsninger til at forbedre stemningen i Randers byråd.

  • Vi skal have flere byrådspolitikere og partier med den støbning, at de går efter politiske resultater,  fremfor dem der vil konfrontation mest af alt for konfrontationens skyld.
    2. Ved de seneste budgetforhandlinger var der borgerlige partier det stillede ufravigelige krav. Det er altødelæggende for forhandlingsklimaet – det må ikke blive sædvanen. Det må høre op.
    3. Desværre er det sådan, at dele af pressen hellere vil konsultere uromagerne end realpolitikerne – det er med til at gøre ondt værre

Radikale Venstre har været med i budgettet de seneste syv år. Det har vi bevidst valgt at gøre, dels for at få indflydelse, men også fordi vi er nogle der må tage (svære) beslutninger på borgernes vegne – kald det at være realpolitisk.

Slutteligt. På et vælgermøde forleden afsluttede jeg med, at det er vigtigt for kommunens borgere og virksomheder at vi får et bedre samarbejdsklima og kultur i Randers byråd. Kunne se flere tilhørere bifaldt de ord.

Dem der stemmer, bestemmer. Jeg håber Randers kommunes vælgere ved kommunevalget lige om lidt stemmer på det jeg kalder realpolitiske partier og personer… for det ser jeg som en vigtig Løsning 4, til at forbedre stemning og samarbejdet i Randers  Byråd. Vi skal have flere resultatorienterede politikere ind på stolene, og færre af dem jeg kalder Rasmus modsatter (konfrontations politikere).

Kommunens borgere og virksomheder fortjener et bedre samarbejdende byråd. Får vi det bliver vores omdømme stille og roligt bedre – og det har vi brug for.

Mogens Nyholm
Borgmesterkandidat
Radikale Venstre

Kommentarer