Debat og politik

Vi vender skolefraværet – med investeringer i almenskolen

Af Lise-Lotte Leervad Larsen, Socialdemokratiet

Medlem af byrådet, Randers Kommune

Af Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, Medlem af Randers Byråd (S), Vester Boulevard 29, Randers.

DR’s dokumentar Skolens tabte børn har sat gang i en vigtig debat om skolefravær. Forældre fortæller, hvor livsomvæltende det er, når børn mister fodfæstet og ikke længere kan komme i skole. Den virkelighed kan jeg spejle mig i – vi har selv haft en dreng på kanten, og jeg ved, hvor hårdt det rammer både barn og familie.

Samtidig bekræfter dokumentaren mig i, at vi er på rette vej i Randers Kommune. Mange af de anbefalinger, der bliver peget på, er indsatser, vi har sat i gang. Kan vi gøre det endnu bedre? Selvfølgelig kan vi det.

Og derfor har vi startet et arbejde med en mere målrettet indsats for at få fraværet ned, som er omdrejningspunktet i vores fælles strategi. Vores fokus er enkelt: at gribe børnene tidligt og holde fast i fællesskabet. Derfor arbejder vi i dag langt mere systematisk med fravær på alle skoler, så vi opdager de tidlige tegn og har mulighed for at gribe ind, før barnet mister fodfæstet.

Men det er ikke nok bare at registrere. Vi skal sammen skabe en skole, der giver børn lyst til at komme.

Selvom vi har en vanskelig økonomi i Randers Kommune, har vi prioriteret at investere i den almene folkeskole – med flere lærere og pædagoger i klasserne, efteruddannelse af personalet og specialpædagogisk viden i hverdagen. Vi er også i fuld gang med at skabe bedre undervisningsmiljøer, både inde og ude, så skolen bliver et sted, hvor børnene trives og har lyst til at være og lære. Men det er langt fra nok – der er brug for, at vi fortsat investerer i vores almene folkeskole, så vi forebygger mistrivsel blandt vores børn og unge.

Vi står ikke alene! Seniorforsker Thyge Tegtmejer peger netop på, at investeringer i almenskolen er nøglen til at mindske fravær. Når skolen har tid, viden og ressourcer til at gribe børnene tidligt, er der færre, der vil mistrives og blive ramt af skolefravær. Det er præcis den vej, vi er gået i Randers Kommune.

Et andet vigtigt skridt er, at vi nu også arbejder med et fælles børne- og læringssyn for hele 0-18-årsområdet. Det betyder, at vi møder børnene på samme måde – uanset om de går i dagtilbud, folkeskole eller klub. Den røde tråd giver tryghed for børnene og gør det lettere at få øje på, hvis et barn begynder at mistrives.

Vi kan se de første positive tegn på, at retningen virker. Flere elever fortæller, at de er gladere for at gå i skole, resultaterne er steget, og elevfraværet i Randers Kommune er lavere end landsgennemsnittet.

Vi er ikke i mål endnu, men vi har sat en klar kurs:
Vi vil have en skole, der er børneparat, og det handler helt enkelt om at gøre skolen til et bedre sted at være barn i – et sted, hvor man føler sig tryg, har lyst til at være og lære, og kan være en del af fællesskabet.

Kommentarer