Vi skal glædes over vores offentlige medarbejdere
Læserbrev af Malte Larsen, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Randers Nord, Østjyllands Storkreds
Regeringen er ude i endnu et usmageligt angreb på vore offentlige medarbejdere. Anledningen er overenskomstforhandlingerne for ca 750000 offentligt ansatte. Vi må forstå at regeringen ikke ønsker, at det skal være attraktivt at være f.eks SOSU medarbejder eller en af de mange andre faggrupper, der hver dag arbejder i forreste linje med vores fælles velfærd. Endnu en gang antydes det, at offentlige medarbejdere er en samfundsbyrde.
Ingen tvivl om at regeringen ønsker sig færre offentligt ansatte, der kan opfylde de våde drømme om topskattelettelser. I rigtig mange af de hjem jeg kender til, er der såvel en privat som en offentlig ansat. Det er med til, at de fleste danskere ved, at offentligt og privat ansatte i dette land er hinandens forudsætninger. Det er altså et både og. Vi har brug for såvel en stærk privat som en stærk offentlig sektor.
Jeg mener, det er nødvendigt at gøre det mere attraktivt at være offentlig kernemedarbejder. Det kan sikres med rimelige arbejdsforhold, en meget bedre anerkendelse af indsatsen samt attraktive uddannelsesforhold. Det vil give flere mod på en af de faglige uddannelser, der er med til, at vi også i fremtiden har hænder nok, der kan arbejde med vores nære velfærd.
Kommentarer