Vi vil så gerne have, at I bliver væk

Januar og februar er højsæson for skiferier – og dermed desværre også højsæson for de skader, der kan opstå, når man spænder to flade brædder af træ eller glasfiber på sine fødder og bevæger sig ned ad stejle snedækkede bjergsider i rasende fart.
Randers Sundhedscenter og Regionshospitalet Randers har samlet en håndfuld gode råd til de borgere, der gerne vil gøre en ekstra indsats for at undgå at afbryde skiferien for at få lagt benet i gips.
Det er ikke fordi, de ikke kan lide deres arbejde, men fagpersoner fra Randers Sundhedscenter og Regionshospitalet Randers har alligevel et ønske om at se lidt færre borgere med brækkede lemmer som følge af skader på årets skiferie. Derfor har de i fællesskab samlet de bedste råd til de borgere, der gerne vil gøre en ekstra indsats for at komme hjem fra skiferien uden skader.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på den risiko, der er forbundet med skiløb. Vi ville absolut ikke skræmme folk fra at tage af sted – formålet med de gode råd er blot at klæde skiløbere godt på, så de får den bedst mulige oplevelse på ski og kommer helskindet hjem uden unødvendige skader, fortæller Toke Hoeing Lauritsen, fysioterapeut på Randers Sundhedscenter.
– Det gør oplevelsen så meget bedre, hvis man når at forberede sig lidt inden ferien. Man vil kunne stå på ski med større fysisk og psykisk overskud, end hvis man hele tiden føler, at man er på kanten af sin ydeevne og dermed er ængstelig for at falde, siger Lars Engelst Petersen, fysioterapeut med speciale i behandling og forebyggelse af knæskader, Randers Regionshospital.
1. Træn før skiferien
Hvis man ikke har været på skiferie før, så vil man nok blive overrasket over, hvor mange muskler man pludselig har ondt i efter et par dage på pisterne. Skisport kræver en rimelig god kondition og muskelstyrke, og man kan mindske risikoen for skader, hvis man sørger for at træne musklerne i så god tid som muligt forud for skiferien.
Anbefalingerne lyder på konditionstræning og specifik træning af muskler over knæet og i lår, balder, ryg og mave. Fysioterapeut Lars Engelst Petersen fra Regionshospitalet har for nylig været en tur i P4, hvor han demonstrerede nogle gode øvelser som forberedelse til skiferien. Øvelserne kan ses her:
https://www.facebook.com/drp4ostj/videos/1294100520691724/.
Der findes dog en masse andre gode muligheder, og en søgning på youtube under skitræning kan give flere gode bud på relevant træning. Hvis man har muligheden, er det godt at starte træningen 6-8 uger før skiferien og gerne to gange ugentligt.
2. Få styr på udstyret
Der er stor forskel på, hvilket udstyr man skal have, og hvordan det skal sidde, alt efter hvor øvet man er i at stå på ski. For eksempel skal bindingerne i skistøvlerne være løsere, hvis man er utrænet, så skiene lettere skilles fra støvlerne under et fald – og strammere, hvis man skal lave skarpe sving på en sort piste.
Man behøver dog ikke have styr på alt det tekniske med udstyr – man skal bare være helt ærlig, når fagpersonerne på skisportsstedet spørger til evner og erfaring på ski. Så skal de nok sikre, at man får det rigtige udstyr på. Hvis man så kommer ud på pisterne og ikke føler, at det sidder, som det skal – så skal man ikke være ked af at henvende sig igen og få sit udstyr byttet.
3. Respekter træthed på skituren
Risikoen for skader stiger proportionelt med træthed, og derfor skal man respektere kroppens signaler om træthed på skituren. Tag nogle hvil i løbet af dagen og lad være med at lige at tage den “sidste” tur, når du faktisk føler, at kroppen ikke kan klare mere den dag. Det er hårdt at stå på ski i mange timer, og musklerne skal have tid til at restituere.
4. Lad vær med at køre beruset
Det er en rigtig dårlig idé at køre på ski i beruset tilstand. Man kan lettere blive overmodig, og reaktionsevnen bliver også væsentligt forringet efter indtag af alkohol. Desuden er der større risiko for at påkøre andre mennesker, når man er beruset, og der kan ske voldsomme skader på personer, der bliver ramt af en anden skiløber. Toke Lauritsen har blandt andet haft en borger i genoptræning, som har fået sit knæ helt ødelagt på grund af en påkørsel.
5. Kør ikke over evne
Man skal kende sine egne evner og begrænsninger, når man bevæger sig ud på pisterne. Hvis man er nybegynder, skal man ikke starte ud med den sorte pist, fordi alle de andre gør det – og heller ikke selvom man generelt godt kan lide fart. Det er en god idé at tage på skiskole, hvis man ikke er øvet. Selvom det koster lidt ekstra, så er det penge godt givet ud i forhold til de forudsætninger, man efterfølgende har på resten af skiferien. En god oplevelse giver også lyst til og mod på at tage af sted en anden gang.
Bonusråd: LAD VÆRE MED AT FALDE
Det lyder måske som et meget indlysende råd, men faktisk er der en pointe i, at man ikke bare skal køre ned af pisterne med en idé om, at det ikke betyder så meget, hvis man tager et styrt eller to med på vejen ned.
Det er primært de vrid, der sker under et fald, der forårsager de værste skader, og derfor skal man så vidt muligt undgå at tilbringe for meget tid med at rode rundt i sneen som følge af fald. Det er selvfølgelig heller ikke spor sjovt at “plove” sig igennem hele skiferien, men hvis man følger ovenstående fem råd, så skulle der også være en god mulighed for at komme helskindet igennem.
Kommentarer