Vi ligger nummer et… Randers har stærkeste foreningsliv i Østjylland
Randers Kommune har ikke bare flest foreninger, de har også nogle af de dygtigste i Østjylland. Sidste år blev Team Nordøst kåret som Årets Forening i Østjylland. Arkivfoto: DGI Østjylland.
Foreningslivet i Randers Kommune vokser markant. Nye medlemstal for 2025 viser en fremgang på knap fire procent – den største stigning blandt kommunerne i Østjylland.
For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.
Også i Randers Kommune er der flere, der hopper i sportstøjet og melder sig ind i en idrætsforening. DGI’s opgørelse af medlemstal for 2025 viser en stigning i antal medlemmer på knap fire procent – fra 35.826 medlemmer i 2024 til 37.252 medlemmer i 2025. Det gør Randers til den kommune i Østjylland med den største medlemsfremgang.
Fitness boomer – men bredden vokser også
De største idrætsgrene i Randers er fitness, fodbold og gymnastik. Især fitness står for en stor del af fremgangen og har fået mere end 800 nye medlemmer fra 2024 til 2025.
Men de mindre idrætsgrene som senioridræt og løb får også betydeligt flere medlemmer, hvilket understreger en bred udvikling i foreningslivet, hvor flere forskellige aktiviteter tiltrækker nye medlemmer.
Fremgangen i medlemstal drives især af en markant stigning blandt unge voksne og seniorer. Særligt de 19-39-årige og borgere over 60 år melder sig i højere grad ind i foreningslivet. Samtidig viser tallene, at der fortsat er plads til at få flere børn og unge ind i foreningslivet.
Udviklingen glæder formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget Erik Bo Andersen (ØB):
– Jeg bliver både glad og stolt, når jeg ser, at endnu flere borgere i Randers Kommune vælger foreningslivet til. For mig handler det ikke kun om tal, men om mennesker, der finder fællesskab, glæde og trivsel gennem idrætten. Det vidner om et stærkt engagement fra vores mange frivillige og foreninger, som hver dag gør en kæmpe forskel, siger han.
Mange frivillige
Randers Kommune har i dag 146 idrætsforeninger, understøttet af over 5.700 frivillige. Den store frivillige indsats er en vigtig del af forklaringen på den positive udvikling.
Med den nuværende udvikling står Randers Kommune dog stærkt med et foreningsliv, der både samler mennesker på tværs af alder og skaber grobund for sundhed, trivsel og lokale fællesskaber
Fakta
- 37.252 medlemmer i 2025 (35.826 i 2024)
- Fremgang på 3,98 procent
- 146 foreninger i Randers Kommune
- 5.701 frivillige















Kommentarer