Verdo-skandalerne fortsætter: Giver med den ene hånd – tager med den anden.
Af Bo Vestergaard Hansen, Kandidat KV21, Det Konservative Folkeparti
Verdo har annonceret, at fjernvarmepriserne stiger med 120% næste år. Ikke p.g.a. stigende energipriser, men fordi Verdos ledelse mener, at de snart er færdige med at betale første del af forbrugernes penge tilbage.
Verdos ledelse har jo utallige gange før vildledt forbrugerne – så det naturlige spørgsmål er, om Verdoledelsens nye udmelding nu også har sin rigtighed.
Det korte svar er nej. Det lange svar skal findes dybt i Verdos regnskab under note 23. Under posteringer som ”Henlæggelse til investeringer”, ”Tidsmæssige forskelle” og ”Overdækning” har Verdo over de seneste 2 regnskabsår opkrævet og hensat 385 mio kr af forbrugernes penge. Verdo skylder således stadig samlet svimlende 943 mio kr. væk til familier, virksomheder og det offentlige (skatteyderne).
Hvorfor er det igen to borgere, der skal gøre opmærksom på at vanviddet tilsyneladende fortsætter? Hvornår bliver der ryddet op? Flertallet i byrådet bestående af V, DF og hovedparten af S gør intet. Det er jo deres partivenner, de selv har indvalgt i Verdos ledelse.
Snart er der KV21 og så kan du træffe valget. Stemmer du på det samme får du mere af det samme. Måske det er tid at vælge nogle, der vil god gammeldaws konservativ ordentlighed og med rettidig omhu stoppe møgsagerne i Randers Byråd. Valget er dit
Kommentarer