Debat og politik

Verdo skal ikke være en politisk kampplads!

Debatindlæg af Torben Høeg Bonde og Finn Skaarup Andersen,  formand og næstformand for Verdo

De seneste 2 ½ år har specielt ét politisk parti brugt de allerede daværende myndighedsbehandlinger af Verdo Varmes forbrugertakster som en politisk kampplads for at angribe en række partier i Randers. Senest har Bo Vestergaard Hansen i forbindelse med sin valgkamp skrevet en række læserbreve, hvor Verdo’s varmepriser bruges som platform for endnu et angreb på en række andre partier.

Bo Vestergaard Hansens påstand er, at Verdo uretmæssigt tager forbrugernes penge, og beviset på dette er note 23 i Verdos Årsberetning 2020. Af denne note fremgår det, at forbrugerne har fået forøget deres tilgodehavende med 385 mio. kr., samtidig med at priserne i 2022 sættes op.

Hvad Bo Vestergaard Hansen overser i sit “gravearbejde” er, at dette beløb skyldes tre forhold:
122,6 mio. kr. er en investeringsopsparing vedrørende varmeforsyningen i Herning, og dette beløb blev overtaget i forbindelse med købet fra Norlys i 2019. Beløbet vil gradvist komme forbrugerne i Herning til gode ved udbygning af varmeforsyningen.

66,9 mio. kr. er en overdækning, igen vedrørende Herning. Den skyldes, at varmeforbrugerne i Herning – blandt andet grundet den varme vinter i 2020 – indbetalte for meget aconto. Dette beløb er i 2021 ved at blive tilbagebetalt til forbrugerne i Herning.

Endelig er der 196,3 mio. kr., som er et udtryk for forskelle på, hvordan afskrivningerne skal håndteres, jævnfør Varmeforsyningsloven og Årsregnskabsloven. Denne post indsættes for at kunne afstemme mellem reguleringsregnskabet og årsregnskabet, og det har ingen konsekvens for forbrugerne og en illikvid post.

Alt i alt er der således ingen af de 385 mio. kr., som har betydning for varmeforbrugerne i Randers.

Bo Vestergaard Hansen peger også på “svimlende” beløb på 943 mio. kr., som Verdo skylder varmeforbrugerne. Fratrækkes de 385 mio. kr., som fejlagtigt er medtaget, giver det et restbeløb på 556 mio. kr. Dette beløb er endvidere et øjebliksbillede ved udgangen af 2020. I 2021 forventer Verdo at tilbagebetale 160 mio. kr. baseret på de aftaler, som er indgået med Forsyningstilsynet.

De forhold, som Verdo har fået påtale for, er foregået over en periode på over 20 år. Da Verdo’s forbrugere naturligt afspejler det politiske landskab i Randers, har alle partier, over tid, haft repræsentation i bestyrelsen. Det være sig lige fra Beboerlisten over Socialdemokratiet og Konservative til Venstre. Konkret havde de Konservative formandskabet i 2010-2014. Ingen partier kan sætte sig udenfor et ansvar.

Verdo er en vigtig virksomhed i både Randers og Herning og står hver dag for at sikre forsyning af varme og vand af høj kvalitet og til den billigst mulige pris. Derfor fortjener Verdo’s 520 medarbejdere, som hver dag arbejder hårdt, stor respekt fremfor at måtte se deres virksomhed blive kampplads for politiske valgkampagner.

Verdo skal naturligvis, som alle erhvervsvirksomheder, overholde alle gældende regler og love! Men det kan ikke være i forbrugernes interesse, at vores fælles forsyningsvirksomhed bliver skueplads for politiske selvprofileringer og hævntogter. Det har vi nok af i Randers, og en valgkampagne, som er funderet på angreb på alle andre partier, er ikke det bedste udgangspunkt for samarbejde.

Kommentarer