Debat og politik

Venstres gruppeformand i Randers for at bakke lokale kandidater op i valgkampen

Her er det fra venstre Karsten Lauridsen, gruppeformand for Venstre og byrådskandidaterne Karen Mathilde Højlund Jensen, Morten Lindberg, Jens Peter Hansen, Anders Henrik Jensen og yderst til højre Jan Rasmusssen, indehaver af Nordic Digital Lab.

Fredag eftermiddag var der stort rykind af Venstrefolk på virksomheden Nordic Digital Lab i Helsted. Anledningen var, at Venstres gruppeformand og folketingspolitiker Karsten Lauritzen lagde vejen forbi Randers, for at bakke op om de lokale Venstre-kandidater til kommunalvalget.

Her er det fra venstre Jens Peter Hansen, Jan Buus Larsen, Morten Lindberg, Anders Henrik Jensen og Karen Mathilde Højlund Jensen.

Det var et optimistisk femkløver af Venstres kandidater til kommunalvalget, der var mødt op for, i strålende solskin, at byde Karsten Lauridsen velkommen til Randers.

De fem kandidater repræsenterer hvert sit lokalområde i kommunen. Jan Buus Larsen bosiddende i Randers NV og i oplandet Jens Peter Hansen fra Asferg, Karen Mathilde Højlund Jensen, Tånum, Anders Henrik Jensen, Stevnstrup samt Morten Lindberg fra Assentoft.

Her fortæller Jan Rasmussen om Nordic Digital Labs mangeartede opgaver. Da holdet var på besøg var virksomheden i fuld sving med at producere skolefotos til hele landet.

Ved besøget fik Karsten Lauritzen en rundvisning i det top moderne digitale billedlaboratorium, som blandt andet har stået for produktion af en stor del af Venstres valgplakater. Vel og mærke printet på genanvendeligt materiale og vejrbestandigt mod både sollys, regn og blæst.

Efter rundvisningen fik hele holdet en snak om den politiske situation i Randers op til valget. Her bød alle fem kandidater – to nuværende byrådsmedlemmer og tre nye kandidater –  ind med poltik, hvor Venstre adskiller sig fra de øvrige partier.

– Vi har klart meldt ud, at klimabroen er den rigtige løsning for Randers i første omgang. Al den snak om en Østbro vil udskyde en ny forbindelse i alt for mange år. Samtidig vil klimabroen betyde, at Randers midtby ikke skal kloaksepareres, lød det fra Jan Buus Larsen.

Anders Henrik Jensen påpegede, at Venstre i Randers ønsker en tilkørselsvej til E45 lige syd for Over Hornbæk. Det vil spare en masse tid og kilometer for borgere i Stevnstrup og O. Hornbæk, der i dag skal ind over Viborgvej for at komme på Motorvejen.

Jens Peter Hansen slog – ikke overraskende – et slag for at Randers skal gøre langt mere for at fremme cyklisme. – Det vil løse en del af trafikproblemerne i midtbyen, hvis folk cyklede noget mere, og samtidig vil det løse en del af nogle borgeres ønsker om flere p-pladser til biler.

Morten Lindberg, der er selvstændig erhvervsdrivende og partner i Ommersyssel Godstransport supplerede:
– Det er vigtigt for kommunens økonomi, at vi fortsætter med at tiltrække nye borgere og virksomheder til Randers. Derfor har vi brug for attraktive byggegrunde, attraktive erhvervsgrunde og en høj prioritering af infrastruktur.
– Og så har borgerne i den grad krav på at kunne få passet deres børn i nærområdet. Det er der mange børnefamilier, der ikke har mulighed for idag, lød det fra Morten Lindberg.

I rundbordssamtalen var Karsten Lauritzen også interesseret i at høre om, hvordan det er at drive virksomhed i Randers. Hertil kunne Nordic Digital Labs indehaver Jan Rasmussen fortælle, at han kun har gode oplevelser.

– Vi har flere stærke erhvervsnetværk i Randers, som er gode til at hjælpe hinanden på tværs af brancher, og mit indtryk er, at også samarbejdet med kommune er godt. Også på rekrutteringssiden går det OK. Vi var selv lukket ned i en periode under Corona, men efter genåbning er alle mine medarbejdere vendt tilbage, og jeg har ingen problemer med at skaffe hænder, som for eksempel lige nu, hvor vi har rigtig travlt.

Efter en god times tid og en god diskussion var mødet slut, og gruppeformanden videre til næste by.

 

Kommentarer