Velfærdslisten vil tvinge byrødderne til selv at smøre madpakke
Debatindlæg af Kasper Fuhr Christensen, Medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.
Byrødderne i Randers må undvære den varme middag på borgernes regning, hvis det står til Velfærdslisten, der ikke kan se noget problem i, at politikerne selv må smøre leverpostejsmadder.
På byrådsmødet den 6. november skal politikerne i Randers Byråd beslutte, om de fortsat skal have en middag på borgernes regning, når der er byrådsmøde.
Velfærdslisten har nemlig stillet et forslag om, at det skal være slut med middage på borgernes regning. I stedet må politikerne selv tage madpakker med, lyder det fra lokallisten.
– Det er ikke fair, at politikerne og kommunens topchefer spiser på folkets regning, mens vores medarbejdere i vuggestuer, skoler og på plejehjem selv må smøre madpakken, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten, og fortsætter:
– Hvis der er nogen, der fortjener gratis mad, er det ikke politikerne eller topcheferne. Det er derimod hverdagens helte i vuggestuer, skoler og på plejehjem.
Hvis byrådet dropper den borgerbetalte bespisning, vil det spare kommunen for en årlig udgift på cirka 160.000 kroner. De penge vil Velfærdslisten i stedet bruge på at sikre, at kommunen også i 2018 vil hjælpe overvægtige børn og unge med at smide de overflødige kilo. Et tilbud, der indtil for nylig stod til at blive sløjfet fra årsskiftet.
– Politik handler om prioriteringer. Skal vi bruge pengene på at hjælpe børn med at komme af med deres overvægt? Eller skal vi bruge dem på, at politikerne slipper for selv at smøre madpakke? I Velfærdslisten er vi ikke i tvivl. Det er vigtigst at hjælpe børnene, siger Kasper Fuhr Christensen.
Kommentarer