Samfund

Velfærdslisten: Nej til højere løn til politikerne – brug pengene på julehjælp

Pressemeddelelse fra Velfærdslisten 

I aften er der lagt op til, at politikerne i Randers Byråd skal give dem selv en lønforhøjelse på lidt over en million kroner. Velfærdslisten siger klart nej til lønforhøjelsen og foreslår, at pengene i stedet bruges på mere julehjælp til de fattigste i kommunen

263.657 kroner. Eller det, der svarer til en årsløn for en social- og sundhedshjælper. Så meget stiger borgmester Claus Omann Jensen i løn i 2017. Hermed kommer hans samlede årsløn fra Randers Kommune til at ligge på lidt mere 1,1 millioner kroner.

Men her stopper lønfesten ikke.

Omann scorer nemlig også 520.000 kroner på andre poster, han er udpeget til af byrådet eller i kraft af sin borgmesterpost. Herudover ejer Claus Omann Jensen også en møbelfabrik, der formentlig også bidrager lidt til festen.

Omanns lønfremgang står til at udløse en gaveregn over politikerne i Randers Byråd, når de på mandag kan give dem selv en lønforhøjelse på lidt over 1 millioner kroner samlet. Lønnen til byrødderne er nemlig udregnet efter borgmesterlønnen – og når borgmesterlønnen stiger, udløser det derfor en større løncheck til byrødderne.

Det er dog et men. Byrødderne kan nemlig beslutte at sige nej tak til lønforhøjelsen. Og det er der faktisk nogle af byrødderne, der vil.

VL: Nej til højere løn

Velfærdslisten vil nemlig sige nej til højere løn – og i stedet bruge den million kroner, som byrødderne er stillet i udsigt, på julehjælp og andre indsatser, der hjælper fattige børn i kommunen.

– Det er uretfærdigt! Hverken byrådet eller borgmesteren fortjener de gigantiske lønstigninger, de står til at få. Borgmesteren var i forvejen millionær – nu står han til at få en højere løn end statsministeren, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Kasper Fuhr Christensen har ikke noget imod selv at gå glip af lønforhøjelsen.

– Jeg sidder i byrådet for at kæmpe for børn, ældre, syge og udsatte. Ikke for at score kassen.

Han tilføjer:

– Jeg kan ikke forstå, hvordan man som politiker kan bede ældre, syge, børn og medarbejdere om at spænde livremmen så langt ind, at de bliver blå i hovedet og får åndenød, og så samtidig give sig selv en klækkelig lønforhøjelse. Flere og flere børn vokser op i fattigdom, og flere og flere bliver hjemløse. Men hvad bruger politikerne pengene på? Flere gaver til dem selv!

Handling bag ordene

Kasper Fuhr Christensen tror ikke, at der er folkelig opbakning til højere løn til politikerne.

– Hvis vi gik ud og spurgte borgerne, om de synes, at politikerne har gjort sig fortjent til endnu en lønforhøjelse, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at svaret ville blive et rungende nej, siger han.

Byrødderne behandler Velfærdslistens forslag på byrådsmødet mandag aften. Kasper Fuhr Christensen håber, at hans kolleger i byrådet mener, at de børn, der rammes af kontanthjælpsloftet, har mere brug for pengene end politikerne.

– Både den nuværende og den forrige regering har haft travlt med at gøre de syge og arbejdsløse endnu fattigere. Især kontanthjælpsloftet kommer til at ramme mange børn hårdt. Derfor vil vi bruge pengene på julehjælp og andre indsatser for at hjælpe de børn, der kommer i klemme på grund af kontanthjælpsloftet.

Han tilføjer:

– Der er nogle i byrådet, der også mener, at det er for dårligt, at børn i Danmark skal vokse op i dyb fattigdom. Jeg regner med, at de vil sætte handling bag ordene og prioritere de fattige børn højere end egen lønpose.

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer