Samfund

Vejarbejde på Parkboulevarden og Viborgvej nærmer sig afslutning

Vejarbejdet på Parkboulevarden afsluttes i uge 42.

Siden slutningen af januar har Banedanmark været i gang med at ombygge broerne på Viborgvej og Parkboulevarden i Randers. Nu er de to gamle buebroer revet ned og erstattet af nye broer, der har den nødvendige frihøjde til det kommende kørestrømsanlæg.

På Parkboulevarden er der lagt asfalt, og broen åbner torsdag i uge 42.

På Viborgvej nærmer arbejdet sig målet, men for at klare de sidste opgaver og få lagt asfalt på er det nødvendigt at lukke vejen i dele af uge 46. Det sker fra tirsdag den 13. november klokken 19.00 til mandag den 19. november klokken 06.00.

Når vejen lukkes helt, giver det mulighed for at gennemføre arbejdet hurtigere og samlet set genere trafikanterne mindst muligt, lyder det fra Banedanmark.

– Vi er glade for, at vi nu kan levere begge broer tilbage. To broer, der nu er klar til den kommende elektrificering af jernbanen. Samtidig vil vi gerne takke for tålmodigheden hos såvel bilister som de naboer, der har været generet af arbejdet. For vi ved godt, at vores arbejde har støjet og skabt trafikale udfordringer, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.

– Vi begyndte at ombygge de to broer den 30. januar 2018, og har siden da arbejdet koncentreret – og i nogle perioder i døgndrift – for at få broerne færdige. Begge de oprindelige broer, der er fra henholdsvis 1938 og 1939, er blevet revet ned og erstattet af nye broer, siger anlægsdirektøren.

Broen, der fører Viborgvej over jernbanen er hævet, og der er bygget en ny vej med cykelstier og fortove. På Parkboulevarden er broen hævet, og der er bygget en ny vej med cykelstier og fortove.

Kommentarer