Gjerlev

Varmeværkets bestyrelse væltet i Gjerlev

Ifølge Wikipedia er Gjerlev en by med 634 indbyggere. Omkring 100 af byens borgere var mødt op til ekstraordinær generalforsamling, hvor der skulle stemmes om et mistillidsvotum, rettet imod den siddende bestyrelse.

To tredjedele af de stemmeberettigede borgere havde ikke længere den nødvendige tillid til den siddende bestyrelse. Det var konklusionen, da der i sidste uge blev afholdt ekstraordinær generalforsamling i Gjerlev Varmeværk.

Rundt regnet 100 borgere var tirsdag den 25. oktober mødt op i Gjerlev Forsamlingshus til ekstraordinær generalforsamling. Det eneste punkt på dagsordenen var et mistillidsvotum rettet imod den siddende bestyrelse. Af de i alt 102  stemmeberettigede stemte fire blankt, 33 stemte for at beholde bestyrelsen, mens 65 udtrykte deres mistillid. Dermed måtte den siddende bestyrelse træde tilbage for en ny.

Mistillid til bestyrelsen

Dramatikken begyndte ved varmeværkets ordinære generalforsamling den 27. september, hvor mødeforløbet blev afbrudt, da bestyrelsen blev mødt med et mistillidsvotum fra et flertal i salen. Mødet blev derfor indstillet før tid, og en ekstraordinær generalforsamling blev fastsat til den 25. oktober.

Oprøret brød løs med et brev udsendt til varmeværkets medlemmer, hvor den nu tidligere assistent på varmeværket, Niels Jørgen Christensen, tegnede et billede af et varmeværk, hvor der ikke var ordentlig styr på den daglige drift. For inden var der allerede en spirende utilfredshed med bestyrelsesformand Niels Winther og den nu forhenværende bestyrelse, som af dens kritikere blev beskyldt for dårlig og ugennemsigtig ledelse.

En tredjedel bakkede op

Alligevel bakkede en tredjedel af de fremmødte altså op om Niels Winther og den siddende bestyrelse. Derfor gik mødet tirsdag aften heller ikke helt stille for sig; noget man da også havde taget højde for på forhånd.

– Der var selvfølgelig nogle, der kom op at køre, fordi det er vigtigt for hele byen. Vi havde dog hyret en sagfører fra Randers, der var rigtig god til at styre det, når det blev for voldsomt. Alt i alt synes jeg faktisk, at mødet gik ret fint efter omstændighederne.

Det fortæller Jørgen Jørgensen, der lidt modstræbende kom til at sidde i den nye bestyrelse. Som tidligere kasserer i Gjerlev Varmeværk trådte han ellers ud af bestyrelsen i august måned på grund af en række uoverensstemmelser med bestyrelsesformanden.

Ny bestyrelse

Da alle bestyrelsesmedlemmer valgte at gå sammen, skulle fem nye personer findes, og selvom et stort flertal var enige om at vælte bestyrelsen, så var der ikke den samme ildhu for at fylde de ledige poster ud. Fire borgere meldte sig imidlertid, og Jørgen Jørgensen tog den sidste ledige plads, da ingen andre kom på banen. Han skal nu sammen med sine fire nye kolleger finde ud af at komme videre.

– Der er flere i byen, som mener, at den siddende bestyrelse har gjort et stort stykke arbejde gennem mange år. Det har de også, men generelt har der været for meget rod i forretningen og en lukkethed om varmeværkets drift. Varmeværket tilhører jo hele byen, så hvis du ikke åbner op – eller fortæller usandheder, så får du på et tidspunkt byen på nakken, siger han.

Foruden Jørgen Jørgensen blev Emil Fana Gundersen, Henrik Ebbesen, Bjarne Nielsen og Mark Sievers valgt til den nye bestyrelse, der på tirsdag den første dag i november holder det første møde om varmeværkets fremtid.

”Brandærgelig sådan en sag”

Selvom ikke alle borgere har været en del af konflikten, så kan det mærkes i en lille by af Gjerlevs størrelse. Det vurderer Per Bang, der ikke selv er kunde ved varmeværket, men som sidder i bestyrelsen for Lokalrådet, der arbejder på at få gang i en række tiltag, der skal skabe udvikling i Gjerlev.

Lokalrådet har for kort tid siden afholdt et borgermøde sammen med byens foreninger. Her blev der igangsat en række konkrete projekter, og så kunne man glæde sig over, at Randers Kommune netop havde bevilget en million kroner til et nyt aktivitetshus på byens nedlukkede skole. Et projekt, der skal medvirke til at løfte byen. Konflikten om varmeværket ærgrer Per Bang. Han siger generelt om byens trivsel.

­– Vi er afhængige af folk, der gør den ekstra indsats, og dem skal vi glæde os over. Men man skal også holde sin sti hundrede procent ren, når man bliver betroet med byens midler. Det er på alle måder brandærgelig med sådan en sag, fordi det jo er med til at splitte vores by, siger han.

Det har desværre ikke været muligt at få tidligere bestyrelsesformand, Niels Winther, version af sagen, da han ikke har ønsket at udtale sig til Randers Netavis.

Kommentarer