Valgkampen skudt i gang i Langå
Valgkampen blev lørdag skudt i gang i Langå. Her var Langås lokale socialdemokrater på gaden til en snak med byens borgere og bød på “gadekaffe” fra en lille bod.
Der er valg til byrådet og regionen den 21. november, og Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Torben Hansen, var med til at servere gadekaffe.
– Det er altid godt at komme ud og se hvad der rører sig ude omkring, sagde Torben Hansen.
Byens lokale folketingskandidat og byrådsmedlem, Iben Sønderup, var også på gaden. Sønderup genopstiller til byrådsvalget.
– Vi vil gerne høre, hvad borgerne ønsker. Derfor er vi på gaden i dag for at snakke med folk, sagde hun.
Langå har også, for første gang, fået en lokal regionsrådskandidat i Kirsten Haslund, som blandt andet er leder af den lokale billedskole Fantasia.
– Det er vigtigt, Socialdemokratiet får et godt valg til regionen. For det er os, der vil sikre fortsat fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, sagde Kirsten Haslund.
Med på gaden var også det lokale partimedlem Ann Drachmann, som ofte har været med på gadekampagne.
– Jeg kan godt lide det, det er hyggeligt, smilede hun.
Socialdemokraterne er optimistiske over for det kommende valg.
– Jeg tror godt, folk kan se at det er os, der vil sikre den nære velfærd for borgerne, sagde Torben Hansen.
Kommentarer