Vælgermøde i Hald
Lokalrådet i Hald afholder traditionen tro et stort vælgermøde med repræsentanter for alle opstillede partier og lister til det kommende kommunalvalg.
Det foregår torsdag den 2. november klokken 19 i Hald forsamlingshus. Politikerne forventes at blive stillet over for en række spørgsmål, der især vedrører den tredjedel af kommunens borgere, der bor udenfor byen. Partierne forventes for eksempel at have bud på:
- Hvad politikerne konkret kan gøre for en by som Hald?
- Hvilke handlingsplaner, de har i forhold til at skabe fornuftig vækst og trivsel i landdistrikterne
- Hvordan stiller man sig for eksempel til renovering af bykerner i landsbyerne – såkaldte områdefornyelser?
- Hvilke værktøjer er man villige til at bruge i den sammenhæng?
- Seriøse forskere påpeger, at man på renoveringsområdet skylder landdistrikterne milliarder i forhold til, hvad der er investeret i renovering i byerne.
- Er nedklassificeringen af veje taget helt af bordet eller får vi lige pludselig den igen?
- Disse og naturligvis også andre spørgsmål, – bredbånd, børn, skole, erhvervsudvikling, cykelstier, borgerservice med videre forventer vi, at politikerne forholder sig til, og at de også har bud på, hvordan man sætter handling bag.
Kommentarer