Debat og politik

Vækst eller amputering i yderområderne

Tine Vinstrup, Byrådskandidat for Velfærdslisten.

Debatindlæg af Tine Vinstrup, Byrådskandidat for Velfærdslisten.

I denne valgtid snakkes der så meget om, hvad de enkelte partier vil gøre for dette eller hint. Lad os kigge lidt på bare et enkelt emne: Nemlig måden man møder det enkelte menneske på.

Jeg ved mange vil synes, at nu må jeg stoppe. Hvad er det menneskesyn der ligger bag de beslutninger der træffes? Hvornår bør borgerne høres ifølge politikere og borgere? Er der grænser for inddragelsen? Mit svar vil efter at have set den sidste byrådsperiode klart være-ja det er der.

Vi har set det på så mange områder. Amputeringen af yderområderne med lukningen af overbygningen i Havndal og lukningen af skolen i Gjerlev er bare endnu nogle eksempler. De var ikke de eneste børn og familier der blev tabere i skolelukningsagen og det hele var temmelig sløret og uklart, hvad der netop førte til, denne afgørelse.

Det fik konsekvenser for både børn og forældre. Børn skulle transporteres længere og fik sværere ved at være en del af lokalsamfundet. Dette både socialt set med venner, men også i foreninger m.m.

Når politikere vælger, at gå så drastisk til værks får det konsekvenser både på den lange og korte bane. Der er ingen tvivl om, at denne afgørelse ikke giver øget vækst og tilflytning i yderområderne.

Har ofte spurgt og aldrig rigtig fået svar på, hvad politikerne vil med udkantsområderne? Syntes det ville klæde, at de trods alt meldte klart ud. Det kan borgerne bedre forholde sig til end et svar som: “Det giver gode stemmer” eller slet og ret, at der trækkes på skulderen.

Vi er borgere i vores lokalsamfund – vi bor her. Det er vores hjem!

Kommentarer