Vårflueekspert begejstret over fund i Kastbjerg Ådal
I marts havde Randers Kommunes naturafdeling inviteret vårflueekspert Peter Wiberg-Larsen fra Århus Universitet med en tur til Kastbjerg Ådal for at se på insektfaunaen i de flotte kilder ved Dyrby Krat.
Målet var at vise kilderne frem og samtidig lære noget om de insekter, som har specialiseret sig til livet i kilderne, der har en konstant vandtemperatur året rundt på ca. 8 grader C. Det er netop i månederne marts og april, at man skal ud for at finde dyrene, da de på det tidspunkt lever i vandet.
Peter Wiberg-Larsen fra Århus Universitet har aldrig tidligere besøgt kilderne ved Kastbjerg Ådal og var straks begejstret. Første stop var kilderne ved Kærby Mølle, det største og smukkeste af kildefelterne.
Dagens bedst fund var vårfluen Apatania mulebris. Peter Wiberg-Larsen fortæller, at den ikke tidligere er kendt fra Kastbjerg Å systemet, men var at forvente ud fra beliggenheden og karakteren af kilderne.
”Det skulle undre mig, om den ikke findes andre steder end ved Kærby Møllebæk kildefeltet,” tilføjer han.
Apatania mulebris er især kendt fra de store kilder i Himmerland. Arten er helt speciel, fordi den udelukkende består af hunner.
Kilderne ved Dyrby Krat er en miniudgave af kilderne ved Rold og et besøg værd for alle, der fascineres af vand. Kilderne kan besøges, hvis man tager udgangspunkt i Ulvholm-ruten fra P-pladsen ved Kærby Mølle.
Læs mere om naturen og muligheder for vandreture i Kastbjerg Ådal
Kommentarer