V og DF bekender kulør i plejefamiliesagen
Læserindlæg af Styregruppen – Plejefamilier i Randers
Vi var i mandags til endnu et byrådsmøde, hvor kampen for de udsatte børns og unges tarv samt anstændige arbejdsforhold for plejefamilier i ansat hos Randers Kommune, fortsatte med uformindsket styrke. Desværre lykkedes det heller ikke i denne omgang, at overbevise Venstre og Dansk Folkeparti’s byrådsmedlemmer om, at man er på vej til at kaste hele Familieområdet i Randers ud i en ny katastrofe, på linje med den Familieafdelingen selv blev udsat for få år tilbage, hvor massive besparelser førte til sammenbrud, medarbejderflugt og inddragelse af Task-force, samt udrulning af en genopretnings/redningsplan, der endnu ikke er tilendebragt.
Også den gang advarede medarbejder, fagpersoner og tillidsmænd mod nedskæringerne, men som nu blev advarslerne overhørt, besparelserne gennemført, og resultatet blev en ekstra kæmperegning på området, samt at der siden er dukket børnesager op, hvor der ikke blev handlet, trods talrige underretninger og henvendelser til Familieafdelingen. Sager der direkte har medført at børns liv er blevet ødelagt, fordi Familieafdelingen totalt svigtede deres ansvar.
På byrådsmødet kom dog en klar indrømmelse fra Venstre og Dansk Folkeparti – nemlig at det ikke er den såkaldte Aarhus Model – som de ellers gennem de sidste måneder har forsøgt at bilde almindelige vælgere ind – man er ved at indføre i Randers. En indrømmelse som er klokkeklar, da Venstre og Dansk Folkeparti IKKE kunne stemme for Radikale Venstre’s forslag om at indføre netop den fulde Aarhus Model på familieplejeområdet i Randers. Man har derved klart erkendt, at det man er i gang med at indføre er en Randrusiansk SPAREPLAN, uden hensyn til faglighed, barnets tarv og plejefamiliernes arbejdsvilkår.
Når man så oven i denne afsløring, kan opleve Jens Peter Hansen fra Venstre, sidde og gøre grin med hele denne ulykkelige proces, ved at lade som om han vil stille forslag op, som han ikke selv kan stå ved – uden at borgmester Claus Omann synes det giver anledning til bryde ind, ja så må man som plejefamilie, tilhører eller almindelig vælger tænke, om det er de rigtige mennesker, der er valgt til at varetage en ansvarlig socialpolitik samt andre vigtige områder i byrådet.
Når så Venstre og Dansk Folkeparti også nedstemmer forslag fra Socialdemokratiet, om en uvildig faglig gennemgang af de enkelte børnesager, der skal ligge til grund for at fastsætte plejefamiliernes fremtidige opgaveomfang, så kunne man få den tanke – hvad er de bange for kommer frem? – er fagligheden måske ikke helt på plads? – eller skal opgavernes omfang bare skæres til, så det passer til Anders Buhl Christensen og Co’s politiske forudbestemte spareplan?
Vi ser frem til fortsat at kæmpe med plejefamilierne for de udsatte børns og unges tarv, hvis ikke vi skulle tale deres sag, hvem skulle så???
Dette er et læserbrev indsendt af Styregruppen – Plejefamilier i Randers.
Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer