Alle unge skal kunne læse, skrive og regne
Debatindlæg af : Michael Aastrup Jensen, MF (V)
Regeringen har netop lanceret en ny skolepulje på 500 mio. kr., der er målrettet 120 skoler i landet med mange fagligt svage elever.
Ingen er tjent med, at der i dag er unge, som forlader folkeskolen uden at kunne de mest basale færdigheder som at regne, læse og skrive. Derfor er det positivt, at vi med skolepuljen sikrer, at der er en økonomisk gulerod til de skoler, som formår at løfte de faglige svageste elever i dansk og matematik. Penge, som skolerne vel at mærke kun får, hvis de formår at sikre, at flere elever lærer at læse, skrive og regne på et niveau, der gør dem i stand til at tage en uddannelse eller finde et arbejde.
Hos os i Østjylland går det generelt godt, men der er enkelte skoler, som halter efter. Dem skal vi have løftet. Derfor får aftalen betydning for 21 skoler i bl.a. Randers, Aarhus, Horsens, Syddjurs og Norddjurs. Skolerne kan hver især se frem til en del af puljen på 1,4 mio. kr. årligt, hvis de formår at reducere andelen af elever, der ikke får karakteren 4 i dansk og matematik ved afgangseksamen tilstrækkeligt.
I Venstre arbejder vi hårdt for, at alle unge kommer godt fra start, og vi har tidligere set, at økonomiske belønninger og krav giver større fokus på kerneopgaven. Derfor mener jeg også, at skolepuljen kan blive den afgørende løftestang til at få reduceret andelen af elever, der forlader folkeskolen uden basale faglige forudsætninger for at klare sig videre i livet.
Med den nye pulje motiverer vi udsatte skoler til i højere grad at ruste eleverne til fremtiden. Det gavner både den enkelte elev på fx Grønhøjskolen og Nørrevangsskolen i Randers, og det gavner samfundet.
Kommentarer