Debat og politik

Udvikling – ikke afvikling i Nordranders

Af Bo Ratz, Østbroen

Medlem af byrådet, Randers Kommune

I Randers Kommune står vi foran en skelsættende beslutning. Gigantiske solcelleprojekter er på vej i det naturskønne nordlige område af kommunen ved Dalbyneder, Udbyhøj, Sødring og Overgaard, derfor er der startet en lokal underskriftsindsamling, som jeg støtter.

Området, det drejer sig om, svarer til mange tusinde fodboldbaner dækket af solceller, placeret midt i levende lokalsamfund, hvor folk bor, arbejder og skaber deres hverdag.

Spørgsmålet er: Hvilken fremtid ønsker vi for vores nordlige landdistrikter? For konsekvenserne af disse projekter kan blive enorme. Når så store områder dækkes af solcelleparker, vil det ændre landskabet fundamentalt. Fra åbne marker og udsigter til et grønt industrilandskab af stål og glas.

Det er naivt at tro, at det ikke vil påvirke bosætningen. Hvem vil flytte til et område, hvor horisonten domineres af solceller? Og hvad sker der med dem, der allerede bor der? Mange vil få svært ved at sælge deres boliger, og flere vil vælge at flytte væk. Resultatet bliver en stille, men sikker udvandring. Tomme huse, faldende huspriser og landsbyer, der mister deres livskraft.

Vi risikerer en ond spiral: færre børn i skolerne, færre medlemmer i foreningerne, mindre handel i de lokale supermarkeder. Alt det, der gør et lokalsamfund levende, svinder ind. Kort sagt: Vi står med en reel trussel om afvikling af vores nordlige områder.

Og lad os være ærlige: Ingen solcellepark skaber arbejdspladser til lokalsamfundet, når først anlægget står færdigt. De økonomiske gevinster går til investorer og selskaber – ikke til borgerne, der skal leve med konsekvenserne. Tilbage står lokalsamfundene med tabet: tab af liv, tab af tiltrækningskraft og tab af værdier.

Det betyder ikke, at vi skal afvise den grønne omstilling. Tværtimod. Vi skal investere i bæredygtig energi – men vi skal gøre det klogt og med omtanke. Solceller kan placeres så mange andre steder, eksempelvis på byens hustage, som overdækning af p-pladser, som i Frankrig, langs motorvejen og i støjskærme.

Derfor siger vi i Borgerlisten Østbroen klart fra. Det bliver ikke med vores stemme, at vi afvikler det nordlige Randers. Vores vision er at udvikle landdistrikterne – at styrke bosætningen, foreningerne og de lokale fællesskaber.

Randers fortjener en grøn fremtid, men det må ikke blive på bekostning af vores natur og vores landsbyer.

 

Kommentarer