Samfund

Udskældt affaldsgebyr forsvinder

Et lille administrationsgebyr for erhvervsaffald på 240 kroner om året har skabt bøvl for både virksomheder og Randers Kommune. Nu har Randers Byråd besluttet at afskaffe gebyret.

Beslutningen om at afskaffe administrationsgebyret for erhvervsaffald blev vedtaget på mødet den 7. november 2016. Med beslutningen vil der ikke blive opkrævet gebyr hos virksomhederne for 2016 og fra 2017 og frem er gebyret fastsat til 0 kroner.

Reglerne for affaldsgebyr er fastlagt af Miljøministeriet, og gebyret er blevet opkrævet for at dække omkostninger af administrativ karakter, som ikke kan knyttes til de enkelte affaldsordninger. På den baggrund har Randers Kommune i perioden fra 2010-2016 opkrævet omkring 800.000 kroner hos 3.400 virksomheder om året.

Tung administration

Gebyrreglerne har kun været gældende for virksomheder inden for bestemte brancher og for virksomheder med en omsætning på over 300.000 kroner om året. Det har gjort opkrævningen administrativ tung for forvaltningen, ligesom mange virksomheder har kontaktet kommunen med spørgsmål om gebyret.

Samtidig har administrationsudgifterne i den seneste tid været faldende, og derfor vurderer forvaltningen, at det ikke længere kan svare sig at opkræve gebyret.

Som følge af de faldende administrationsudgifter, har opkrævningen af gebyret givet overskud, og det kan dække de forventede udgifter til administration i de kommende 4-5 år.

Kommentarer