Uddeler i Øster Bjerregrav, Ole Skiffard, blev fejret fredag
Fredag eftermiddag havde bestyrelsen i Dagli’Brugsen Øster Bjerregrav inviteret byens borgere til fødselsdag i butikken for at fejre uddeler Ole Skiffards 60 års fødselsdag.
Der var pyntet flot op i Dagli’Brugsen i Øster Bjerregrav i går fredag. Uddeler Ole Skiffard fyldte tres år, og derfor havde bestyrelsen besluttet at invitere byens borgere til fødselsdagskage og -kaffe mellem klokken 14.00 og 16.00. Og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, oplyser bestyrelsesformand Svend Aage Nielsen.
– Der var rigtigt mange mennesker forbi for at ønske tillykke til Ole, jeg tror, vi delte over 100 stykker kage ud, så det var bestemt en succes, fortæller han.
Børnene brugsuddeler
Ole Skiffard er da også en populær mand i byen; nogle af gæsterne havde taget små gaver med til fødselaren, og flere af byens børn havde lavet tegninger til ham i dagens anledning.
Børnene har da også en særlig plads i Ole Skiffards hjerte, fortæller Svend Aage Nielsen.
– Ole er bare rigtig god til at snakke med børn. Børnehaven kommer jo tit forbi brugsen, og Ole giver sig altid god tid til at sludre med de små; så de kan godt lide ham, siger han og påpeger, at dette selvfølglig også er med til at styrke butikkens forhold til byens borgere.
– Vi er en lille butik, som er udfordret af, at vi ligger tæt på andre, større og billigere indkøbsmuligheder, så vi skal positionere i lokalsamfundet med et højt serviceniveau og et tæt forhold til vores kunder, fastslår Svend Aage Nielsen.
Det var bestyrelsens idé, at fejre fødselsdagen i butikken i går, og selvom Ole egentligt havde fri, så var han med det samme frisk på at holde sin fødselsdag i butikken sammen med byens borgere. Ole Skiffard fejrer sin fødselsdag privat med familien lørdag aften.
Kommentarer