Debat og politik

Uddannelsespolitik i høring

Folkeskolerne i Randters skal ruste eleverne bedst muligt til en fremtid i forandring, og flere unge skal i uddannelse. Det er kerneområderne i den uddannelsespolitik, som Skole- og uddannelsesudvalget netop har sendt i høring.

Børn og unge skal dannes og uddannes, så de kan realisere deres drømme og håb for fremtiden. Samtidig skal Randers som en attraktiv uddannelsesby være med til at sikre, at flere unge under 25 år gennemfører en ungdomsuddannelse. Sådan lyder ambitionen og retningen i den uddannelsespolitik, som Skole- og uddannelsesudvalget netop har sendt i høring.

I politikken giver Skole- og uddannelsesudvalget et bud på, hvordan flere unge kommer i uddannelse og beskæftigelse og samtidig lærer at mestre deres eget liv. Det kræver en målrettet indsats, der spænder lige fra dagtilbuddene, til børnehaveklasse og videre til ungdomsuddannelse.

– Børn og unge er vores fremtid. Derfor er det så vigtigt, at de trives og bliver støttet i deres udvikling. Randers Kommune ligger lidt over landsgennemsnittet, når det handler om, hvor mange unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25 år. Det er positivt, men vi vil rigtig gerne have alle unge med. Derfor er uddannelse til alle også et vigtigt indsatsområde i politikken -siger Steen Bundgaard, formand for Skole- og uddannelsesudvalget.

Uddannelsespolitikken udspringer af Byrådets vision “Vi tør gå nye veje”. Visionen bygger på, at Randers Kommune vil muligheder for alle, at alle skal med og at alle kan bidrage.

Der er mulighed for at indsende høringssvar på politikken frem til og med 6. februar 2019. Høringssvar sendes på Uddannelsespolitik@randers.dk

Alle høringssvarene bliver behandlet i februar måned. Herefter vil det endelige bud på politikken blive forelagt for Skole- og uddannelsesudvalget den 05.03.19.

– Høringssvarene er væsentlige. Som politikere ser vi dem, forholder os til dem og bliver klogere af dem – siger Steen Bundgaard.

Skole- og uddannelsesudvalgets oplæg på Uddannelsespolitikken kan læses HER

Kommentarer