Uansvarlighedens politiske akse
æserbrev af Henrik Manero Hald, Gammeljord 9, Tvede.
Der har i løbet af december måned kommet talrige opfordringer, fra arbejdsgivere, ledende venstrefolk, redaktører m.fl. til, at de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne i Randers, skulle finde sammen efter næste valg, i en ”ansvarlighedens akse”.
En akse, der kunne fortsætte den ”nødvendige politik”, som for almindelige dødelige mennesker, blot handler om nedskæringer i velfærden, skattelettelser til erhvervslivet, penge til forskellige prestigeprojekter, mørkelagte demokratiske processer m.m.
Og jeg vil da medgive, at jeg sagtens kan forstå tanken om denne ”ansvarlighedens akse”, hos ledende Venstrefolk, og hos de lokale arbejdsgivere. Det er i hvert fald faktuelt, at flertallet i den socialdemokratiske byrådsgruppe, indtil for nyligt udvist en praksis, der får de to partier til at fremstå som to enæggede tvillinger. Eller sagt på en anden måde, den fløj i socialdemokratiet som den tidligere borgmester Henning Jensen Nyhuus stadig står i spidsen for, og toppen i Venstre, er helt identiske i deres politiske tilgang.
For faktuelt er det, at der under den tidligere socialdemokratiske borgmester blev der skåret massiv på børne/familieområdet, det samme er sket under den nuværende Venstre Borgmester. Faktuelt er det også, at der under den tidligere socialdemokratiske borgmester skete massive nedskæringer på hele socialområdet. Det samme er sket under den nuværende Venstre Borgmester. Faktuelt er det ligeledes, at der under den tidligere socialdemokratiske borgmester blev givet skattelettelser til erhvervslivet i form af nedsættelse af dækningsafgiften, til stor skade for kommunens økonomi og dermed vores kernevelfærd. Det samme arbejder den nuværende Venstre Borgmester på.
Og faktuelt er det, at under den tidligere socialdemokratiske borgmester blev der i perioden 2009 – 2013 nedlagt 451 årsværk i kommunale stillinger. Den nuværende Venstre borgmester har ”kun” formået af få nedlagt 305 årsværk i perioden 2013 – 2016, viser kommunens egne tal i FLD net. Men der er jo også stadig knap et år til valget.
Og ligeledes faktuelt er det, at under den tidligere socialdemokratiske borgmester blev der brugt mange millioner skattekroner på Nordtribuner på stadion, Hospitalsgade m.m. Den nuværende Venstre Borgmester, vil bruge mange millioner skattekroner på en ny Hal 4.
Så med denne faktuelle gennemgang, kan man da sagtens forstå, at en politisk fusion mellem Venstre og Socialdemokraterne lokalt, er helt åbenlys. I hvert fald hvis socialdemokraterne fortsat står på den politik, de førte, da de selv havde borgmesterposten.
Og her kommer vi så til det åbne spørgsmål, som mange vælgere i Randers sikkert gerne vil have svar på. For hvilken politik ønsker mindretallet i den socialdemokratiske byrådsgruppe, med borgmesterkandidat Torben Hansen i spidsen, at der skal føres i Randers fremadrettet? Skal det fortsat være den gamle socialdemokratiske borgmesters nedskæringslinje, forankret i en ”ansvarlighedens akse”, med Venstre og DF som troskyldige væbnere? Eller ønsker man reelt en anden linje, hvor velfærden, hensynet til de svageste, og de offentligt ansattes vilkår, kommer i højsædet?
Tendensen til en ny linje har vi trods alt set, f.eks. da socialdemokraterne lokalt stemte imod yderligere besparelser på udsatte børn og familier, og stemte imod det kommunale prestigeprojekt i form af hal 4, til Venstres store ærgrelse, og åbenlyse irritation. Men om denne linje ligger fast, må fremtiden vise.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, Torben Hansen’ reelle intentioner og hensigter, i forhold til en anden socialdemokratisk kurs i Randers Kommune. Det var trods alt den tidligere borgmesters nedskæringskurs, der var direkte årsag til at socialdemokraterne mistede borgmesterposten i 2013. Dette er ligeledes en faktuel kendsgerning. Spørgsmålet er blot, om han får lov til at udfolde sine ønsker om en ny linje, i den socialdemokratiske byrådsgruppe, eller ej.
Eller spurgt helt direkte, er det fremadrettet Torben Hansen, der som borgmesterkandidat kommer til at definerer den socialdemokratiske kurs? Eller er det fortsat den tidligere borgmester, der definerer den politiske linje, og som øjensynligt svært ved at accepterer at han ikke længere er borgmester?
Dette får vi at se om kort tid, når socialdemokraterne offentliggøre deres kandidater til det næste kommunalvalg. For bliver det den samme byrådsgruppe, som har stemt for massive nedskæringerne i velfærden under den tidligere borgmester, der fremadrettet skal repræsentere socialdemokraterne lokalt, er det nok logisk at konkluderer, at politikken også bliver den samme. Og dermed vil der være åbnet op for etableringen af ”uansvarlighedens nedskæringsakse”, i et tæt samarbejde mellem Socialdemokraterne, Venstre og muligvis DF.
Modsat kan man jo håbe på, at de socialdemokratiske medlemmer der vælger deres kandidater, også ønsker at ændre fortidens uansvarlige nedskæringskurs. Og ligeledes håbe på, at de i stedet vælger nogle kandidater, der reelt ønsker at søge samarbejde med de nuværende ansvarlige partier, der mener at det er uansvarligt, at skære yderligere ned på vores kernevelfærd, og offentligt ansattes arbejdspladser.
Dette er et læserbrev indsendt af Henrik Manero Hald. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer