Samfund

Tre lokale projekter får økonomisk opbakning fra kommunen

Den nye legeplads på "Fælleren" i Mellerup. Visualisering: Park & Landskab (beskåret)

Landdistriktsudvalget har besluttet at give en økonomisk håndsrækning til en fornyelse af festpladsen i Havndal, ny legeplads i Mellerup og nye stenrev i Randers Fjord. I alt får projekterne 1,2 millioner kroner fra den kommunale pulje til medfinansiering af LAG Projekter.

Randers Kommune arbejder målrettet på at styrke fællesskaberne og livskvaliteten i vores landdistrikter, og projekterne er rigtig gode eksempler på tiltag, der bidrager til netop det. Det fortæller Anne Hjortshøj (S), der er formand for landdistriktsudvalget.

– Her bliver skabt mødesteder for sociale aktiviteter, og det gode arbejde med at genskabe liv og biodiversitet i Randers Fjord kan udvides. Det er jeg glad for, at vi har mulighed for at støtte, siger hun.

I alt har landdistriktsudvalget fordelt 1,2 millioner kroner til en fornyelse af festpladsen i Havndal, en ny legeplads i Mellerup samt nye stenrev i Randers Fjord. Pengene kommer fra den kommunale pulje til medfinansiering af LAG Projekter.

Fornyelse af festpladsen i Havndal

I Havndal trænger den gamle festplads til fornyelse, og projektet er en del af områdefornyelsen i byen. Borgerne har et ønske om at skabe nye udendørs faciliteter og plads til aktivitet, og med projektet vil der blive etableret nye attraktive opholdsarealer med flisebelægning, borde og belysning omkring den gamle spejderhytte og forsamlingshuset Estraden. Derudover vil den store græsplæne på festpladsen blive indrettet med to nye fodboldmål og en del af græsplænen vil blive omdannet til græseng med blomster for at gavne biodiversiteten.

Projektet har en samlet sum på godt 1,1 millioner kroner og får 400.000 kroner i støtte fra LAG-puljen.

Ny legeplads i Mellerup

“Fælleren” i Mellerup er et mødested for byens borgere og besøgende, og her er der i forvejen et større skoleshelter med bålhus, handicaptoilet, vand og p-plads.

Den nye legeplads skal være for leg, bevægelse og læring, og den kommer til at bestå af en svævebane, rutsjebane, gynger, hængekøjer og en mindre amfiscene.

Projektet er en del af den igangværende områdefornyelse og har et samlet budget på 900.000 kroner. Det får 300.000 i støtte fra LAG-puljen.

Stenrev i Randers Fjord

Randers Fjord styrkes med nye stenrev fra fjordens udmunding til Øster Tørslev Å.

Stenrevene vil fungere som et vigtigt fundament for udviklingen af skove af makroalger, der bidrager til øget biodiversitet, skaber nye fødesøgningsområder og tilbyder vigtige skjulesteder for småfisk, torsk samt trækkende arter som laks og havørred. Målet med projektet er at genskabe det naturlige liv i fjorden og fremme mangfoldigheden af både planter og dyr.

Projektet bygger på positive erfaringer fra tidligere stenrev og udføres i samarbejde mellem Randers Kommune, frivilliggruppen “Fjordfolket” og Facebookgruppen “Stenrev i Randers Fjord”.

Projektet har en samlet sum på godt tre millioner kroner og får 500.000 kroner fra LAG-puljen.

LAG Randers-Favrskov

LAG er forkortelsen for Lokal AktionsGruppe. Lokale aktionsgrupper (LAGer) er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter. LAG Randers-Favrskov dækker både Randers og Favrskov Kommune

Den kommunale pulje til medfinansiering af LAG Projekter

Den kommunale pulje til medfinansiering af LAG projekter er afsat af Randers Byråd til uddeling af bestyrelsen for LAG Randers-Favrskov. De kommunale midler frigives efterfølgende gennem kommunens Landdistriktsudvalg.

LAG’s EU midler må anvendes til direkte erhvervsstøtte, og ved at uddele kommunale midler til forenings LAG projekterne kan mere end 80 procent af EU midlerne anvendes til erhvervsprojekter. Kommunen bidrager hermed indirekte med flere midler til erhverv.

 

Kommentarer