Tre kvinder fra Ålum vil lave minikulturcenter
Tre lokale kvinder har sat sig for at udnytte og udvikle det flotte, nyrenoverede Ålum Forsamlingshus til et minikulturcenter.
Sidste år undergik forsamlingshuset i Ålum en større renovering, og nu har tre lokale ildsjælde besluttet, at huset skal bruges mere og oftere. Ideerne er mange, men man lægger ud med en foredragsrække.
– Vi vil gerne bidrage med noget kulturelt til vores lokalsamfund, siger Ghita Thougaard, der selv er nytilflytter til Ålum.
Hun og hendes mand involverede sig straks i arbejdet omkring legepladsen, som ligger tæt op af vores bolig på Charlotte Amalie vej.
– Det har også været en rigtig god måde at komme i gang med at lære Ålumborgerne at kende, hvilket kan være rigtig svært i små samfund, siger tilflytteren, som ville ønske at flere fik øjnene op for at bo derude.
Forsamlingshuset som omdrejningspunkt
Kirsten Christensen har boet i Ålum i mange år. Hun er medlem af bestyrelsen for Ålum og omegns Beboerforening og var derfor dybt involveret i renoveringen af forsamlingshuset.
– Det var hård omgang, for vi brugte al vores fritid over et halvt års tid, husker hun.
– Nu synes jeg, vi skylder Elrofonden og os selv, at få noget godt ud at alle de penge, de investerede i os og det gamle forsamlingshus herude. Det er bare blevet så flot og rummer så mange gode muligheder nu, siger hun og tilføjer, at hun desuden foretrækker at gå til sådan nogle arrangementer lokalt.
– Det binder folk sammen når man deler gode oplevelser, lyder vurdringen.
Spændende foredrag – afholdt lokalt
Poula Pedersen, som også har boet her i mange år, nikker samstemmende. Hendes bevæggrunde stemmer godt overens med de 2 andre kvinder i ”Foredragsgruppen”, som de kalder sig.
– Jeg bliver bare så glad, når jeg ser og mærker, at det summer af liv her. Det minder om gamle dage, hvor Ålum var en meget aktiv by, med flere forretninger og virksomheder. Det er også rigtig dejligt, at man ikke behøver at køre af sted i bil for at opleve noget, det er skønt, når det er lige om hjørnet, siger Poula Pedersen.
Det skal være tankevækkende
Første navn på plakaten er tidligere politimand Heinz Svolgaard Hvid, som holder foredrag baseret på sin livshistorie, ’Fra blå blink til rollator’. Det sker 26. november.
– Vi håber at lave arrangementer, der rører noget i folk, og det kommer dette første foredrag til. Heinz er en fantastisk foredragsholder og der er høj risiko for at gå der fra med en følelse af, at ens egne problemer er ganske små, opyser de tre kulturkvinder, der allerede er i gang med at planlægge nye arrangementer til næste år.
Kommentarer