Debat og politik

Tør du bruge det røde flertal, hr. borgmester?

Debatindlæg af Jens Laursen, afgående byrådsmedlem for Beboerlisten.

Kære Torben. Først et stort tillykke med valgsejren og borgmesterposten. Når nu jeg sådan skal slikke sårene efter Beboerlistens valgnederlag, ja så skal der fokuseres på de positive ting fra valget. En flot, sober valgkamp fra alles side synes jeg og et resultat der er til at leve med.

Jeg er ganske klar over hvorfor du valgte konstitueringen med Venstre og DF. Faktisk efterlod vi i Beboerlisten dig uden et valg der, da vi jo havde meddelt at vi ikke ville være med sammen med aftalebrydere.

Jeg håber du har større held end vi havde med at holde dem fast på en aftale. Jeg er meget glad for at Konservative og SF er med, det hjælper efter min mening. Vi skal kigge fremad og lad mig så konstatere lidt facts i den anledning:

Der er flertal for følgende ting:

– Bedre forhold i Familieafdelingen
– en undersøgelse af jobcenterets arbejdsvilkår og borgernes vilkår i mødet med jobcenteret
– der er flertal for arbejdsklausuler
– flertal for uddannelsesklausuler i forbindelse med udbud
– flertal for flere penge til de udsatte
– flertal for en skattestigning
– flertal for øget borgerinddragelse og sidst men ikke mindst så er der et flertal for et stop for Hal 4.

Torben, der er rødt flertal i samtlige udvalg – der er rødt flertal i byrådssalen. Det store spørgsmål er så: TØR DU BRUGE DETTE FLERTAL? Og kan du love mig større åbenhed, ingen lukkede forhandlinger, alle bliver lige informeret mm.

Så lover jeg dig, at jeg skal gøre hvad jeg kan for at trække Beboerlisten meget mere over i samarbejdets spor – også selvom det betyder vi skal sluge nogle kameler. Stort tillykke hr. borgmester og jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde.

Kommentarer