Randers By

Tilskud til levende hegn og beplantninger kan søges nu

 

Ønsker man støtte til at plante skov eller læhegn på sin jord. Kan der nu søges om støtte. Fristen for ansøgning 3. maj.

LANDBRUG – Ansøgningsrunden for NaturErhvervstyrelsens tilskud til landskabs- og biotopforbedrende beplantninger er netop åbnet. Der er afsat 10 millioner til etablering af levende hegn og småbeplantninger. Puljen fordeles med 2 millioner til individuelle projekter og 8 millioner til kollektive projekter.

– Det er muligt på få år at få en rig natur, hvis man bryder det åbne landskab med beplantning. Først og fremmest kan man tiltrække vildt til arealet og med den rigtige sammensætning af planter, kan der etableres en beplantning, som er smuk at se på det meste af året, fortæller skovfoged Peter Kjøngerskov fra Naturplant.

Levende hegn kan også have det praktiske formål at bryde vinden og skabe læ på åbne marker. Jo flere rækker hegnet består af, jo mere læ danner det. Et andet formål med levende er såkaldt sløringsbeplantning, der afskærmer for mindre kønne driftsbygninger.

Hensyn til planter og lokalitet

For at få tilskud skal hegnet bestå af 3-7 planterækker.

– Beplantningen bør optimalt set sammensættes af arter, der sikrer tre overordnede elementer: naturindhold, etage-inddeling og hjælpetræer. Planter har forskellige krav til jordbund, klima og lys og skal afstemmes i forhold til lokaliteten. Det er vigtigt, at der tages højde for planternes vækstform og højde, så de bliver plantet hensigtsmæssigt i forhold til hinanden og får de bedst mulige vækstbetingelser, oplyser Peter Kjøngerskov.

Små beplantninger skal være mindre end 0,5 hektar for at være tilskudsberettigede. I de første tre år vil der typisk være behov for at pleje og renholde beplantningen. Derefter vil planterne normalt være så godt etablerede, at de kan klare sig selv.

 

Reglerne:

– Standardpris på 24 kroner pr. plante.

– Tilskuddet er på 50 procent, det vil sige 12 kroner pr. plante.

– De 12 kroner dækker alle udgifterne til projektet; fra indkøb af planter til vedligeholdelse af beplantningen.

– Projekterne prioriteres; projekter med flest planter og flest beplantninger får højeste prioritering.

– Der skal ikke længere indhentes og indsendes tilbud sammen med ansøgningen.

Kommentarer