Tidligere sigtet forsvarer Bjarne Overmark: Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig forurettet
Tirsdag kom det frem, at advokat og byrådsmedlem i Randers Kommune, Bjarne Overmark, er blevet tiltalt af Østjyllands Politi for at dele og videresende personfølsomme oplysninger om den tidligere sigtede pædagogmedhjælper, Rene Fensmark Justesenen.
Efterfølgende har vi på Randers Netavis modtaget en mail fra Rene Fensmark Justesenen, hvori han i klare vendinger forsvarer Bjarne Overmarks handlinger i sagen, og hvori han understreger, at han på ingen måde har følt sig forurettet eller krænket.
– Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig forurettet over, at Bjarne Overmark i en mail af 30.10.2019 nævnte mit navn, tværtimod har en række byrådsmedlemmer, herunder Bjarne Overmark, været en stor hjælp i min kamp for at komme tilbage som pædagogmedhjælper i Stjernehuset – hvilket endelig lykkedes d. 9.12.2019, hvor forvaltningen ombestemte sig, lyder det.
Sagen startede i april 2019, hvor Rene Fensmark Justesen blev anmeldt for en krænkelse i daginstitutionen Stjernehuset i Randers. Østjyllands Politi efterforskede sagen, men i juni samme år besluttede Statsadvokaten at opgive sigtelserne mod pædagogmedhjælperen på baggrund af afhøringer og undersøgelser i sagen.
På trods af tiltalefrafaldet lød det dengang fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og direktør for Børn og Skole, Michael Maaløe, at pædagogmedhjælperen, som var hjemsendt fra sit arbejde i Stjernehuset, ikke ville få sit job tilbage.
Efter et tumultarisk efterspil kunne Rene Fensmark Justesen alligevel vende tilbage til Stjernehuset i januar 2020.
Rene Fensmark Justesen har siden ønsket at lægge sagen bag sig og betragtet den som afsluttet. Han blev derfor meget forundret over, at der nu er rejst tiltale mod Bjarne Overmark, for det han selv omtaler som en hjælp – og ikke en krænkelse – i sin sag.
Læs hele meddelelsen fra Rene Fensmark Justesen her:
Af Rene Fensmark Justesen, med hjælp fra tillidsrepræsentant Anette Andersen
Det er med stor forundring, at jeg i pressen kan læse, at byrådsmedlem Bjarne Overmark, er tiltalt for at ”Offentliggjorde og videregav navnet på en tidligere sigtet ….. i en sag om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.”
Jeg er den tidligere sigtede, som d. 21.8.2019 trådte frem med navn i Amtsavisen, efter Rigsadvokaten havde besluttet, at der ikke var grundlag for at tiltale mig.
Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig forurettet over, at Bjarne Overmark i en mail af 30.10.2019 nævnte mit navn, tværtimod har en række byrådsmedlemmer, herunder Bjarne Overmark, været en stor hjælp i min kamp for at komme tilbage som pædagogmedhjælper i Stjernehuset – hvilket endelig lykkedes d. 9.12.2019, hvor forvaltningen ombestemte sig.
Hvordan kan politiet tiltale Bjarne Overmark for at have krænket mig ved at nævne mit navn, når jeg aldrig har indgivet en anmeldelse og uden politiet på noget tidspunkt har afhørt mig angående den påståede krænkelse? Hvordan kan Bjarne Overmark tiltales for en krænkelse, hvor den angiveligt krænkede absolut ikke føler sig krænket?
Såfremt Bjarne Overmark og hans advokat ønsker det, vil jeg naturligvis gerne afhøres som vidne i den planlagte retssag mod Bjarne Overmark.
Dernæst bemærkes, at jeg i den periode, hvor jeg var sigtet i sagen har fortalt rigtig mange mennesker – mine kollegaer, min fagforening, mange forældre til børn i Stjernehuset, de mange som støttede mig i den svære tid som sigtet – herunder mange byrådsmedlemmer, herunder Bjarne Overmark – hvem der havde anmeldt mig og hvilket barn, der intet ufordelagtigt fortalte om mig i politiets videoafhøringer.
Bjarne Overmarks viden om sagens personer, stammer altså oprindeligt fra min beretning om den straffesag politiet efterforskede med mig som sigtet – en viden som ikke var og er tavshedsbelagt og som ikke stammede for kommunale sagsakter, men fra min personlige viden som sigtet.
Jeg anser hele sagen mod Bjarne Overmark som grundløs, hvilket jeg ville have fortalt politiet, hvis politiet havde ulejliget sig med at afhøre mig – den påstået krænkede – inden sagen blev blæst op og helt ud af proportion.
Af hensyn til ro omkring min arbejdsplads og min hårdt prøvede familie, ønsker jeg ikke kontakt med pressen for yderligere udtalelser.
Kommentarer