Kristrup

Tid til tænder på Tirsdalen

Dennis og Nor i klinikken. Foto: Randers Kommune.

Tandklinikken på Tirsdalen Skole i Randers Kommune er udvidet og nyrenoveret til gavn for både patienter og personale. Det sker som led i en centralisering af Tandplejen i Randers Kommune, hvor 11 klinikker reduceres til seks. De nye faciliteter skal desuden understøtte fremtidig rekruttering i Tandplejen.

Når man ikke længere kan få reservedele til udstyr fra 1987, så er det tid til at anskaffe noget nyt. Det er en af overtandlægens pointer, mens han viser rundt i de nyrenoverede lokaler i tandklinikken på Tirsdalen Skole.

“Klinikken udvidet fra tre til fem behandlerrum, og dertil kommer en god mængde nyt udstyr og gode faciliteter for både patienter og personale. Renoveringen imødekommer et stort behov for fornyelse af tandklinikkerne i Randers Kommune”, siger Lars Høvenhoff, leder af Tandplejen i Randers Kommune.

Den renoverede klinik er et led i en generel centralisering i Tandplejen i Randers Kommune, hvor antallet af klikker bliver reduceret fra 11 til seks klinikker som følge af byrådets beslutning i 2019.

De andre blivende klinikker omfatter Thors Bakke, Korshøj, Nørrevang, Østervang og Bjerregrav. Klinikken i Langå er stadig i drift og bliver først lukket ned i 2023.

Trygheden er det vigtigste

Dennis Andersen er far til Tjalfe på 13 år og Nor på tre år. Før sammenlægning af tandklinikkerne hørte børnene til klinikken på Søndermarkskolen, men i dag besøger Nor for første gang den nye klinik på Tirsdalen.

“Det er fint for os at komme her i stedet for, når det ikke ligger længere væk. Det er nogle rigtig flotte lokaler, og det er meget praktisk, at man kan gå direkte til tandklinikken og ikke er nødt til at gå igennem skolen først”, mener Dennis Andersen.

Dennis Andersen sætter også pris på, at sammenlægningen har givet mulighed for at skaffe nyt udstyr til tandklinikkerne, men det er ikke det vigtigste parameter for Nors far.

“Trygheden ved besøget er altid det vigtigste. Et besøg ved tandlægen er ofte forbundet med en form for frygt eller utryghed, og det vigtigste er, at personalet tager sig god tid til at give børnene en god oplevelse, og sådan er det stadig”, siger Dennis Andersen.

Attraktivt for personalet

Med sammenlægningen af tandklinikkerne er også personalet fra Assentoft og Søndermarken blevet fysisk samlet på Tirsdalen. Det er en stor fordel for patienterne, fordi risikoen for aflysninger af tider på grund af fravær blandt personalet falder. Det er også attraktivt for personalet, når det gælder kollegial sparring, produktivitet og udvikling.

“Vi er vokset af at blive samlet. Vi har længe været en del af samme team, men det giver ro og større effektivitet, at vi kan samarbejde om det, der opstår i hverdagen”, siger Bitten Gjødrum Hansen.

Et attraktivt arbejdsmiljø og nye faciliteter er også væsentligt i forbindelse med et større generationsskifte inden for tandlægebranchen, der påvirker rekrutteringen af nyt personale.

“Der er mangel på tandlæger, og vi har desuden udfordringer med at rekruttere klinikassistenter med faglig tyngde. Hos os har klinikassistenterne ofte deres egne patienter med ansvar for både forebyggelse og lettere undersøgelser. Det kræver stærke profiler, og dem vil vi gerne kunne tiltrække”, understreger Lars Høvenhoff.

Kommentarer